QiGong gør dagen bedre
Hver morgen kører 40-årige Per Harrild fra Veksø ud i naturen for at dyrke QiGong. Han sætter sig på kanten af sin kørestol og laver de oldgamle kinesiske øvelser, hvor han bevæger armene og trækker vejret roligt. For ham er QiGong blevet en fast del af hverdagen.”Det har været vigtigt for mig at få nogle rutiner. At stå op hver morgen og så er det det her, jeg gør. Så kommer jeg godt i gang med dagen. For mig er forskellen på en god og dårlig dag, om jeg er startet med at lave QiGong,” siger han.
QiGong er fast holdepunkt
Per Harrild stiftede først bekendtskab med QiGong for seks år siden. Nu træner han med foreningen Nordisk Tai Chi Chuan i Fælledparken hver tirsdag og torsdag og derudover alene derhjemme.
Han har også været flere gange på den kanariske ø La Gomera, hvor han er taget ned for at nyde klimaet, naturen og dyrke QiGong med havudsigt. Sidste vinter var han af sted i hele 3,5 måned, og han er i gang med at lave et firma, som skal hjælpe andre gangbesværede dertil.”
Når livet ændrer sig, må man finde noget at holde fast i, og der har jeg fundet QiGong og La Gomera. De to ting holder jeg fast i,” siger Per Harrild, der fortæller, at det kun er omkring et år siden, at han gik fra at bruge krykker til at sidde i kørestol.
Bliver glad af at bevæge sig
Det er dog ikke altid lige let for ham at været disciplineret og få lavet QiGong.
”Jeg kan godt blive frustreret over, at jeg ikke kan lave øvelserne, men jeg forsøger at blive ved og gøre det, jeg kan,” siger han. ”Så selv hvis jeg har en dårlig dag, så prøver jeg at dyrke QiGong alligevel, fordi jeg ved, at så bliver det en bedre dag,” siger han.
Grunden til, at Per Harrild får en bedre dag, når han har dyrket QiGong er ifølge ham selv meget enkel.
”Man bliver ked af det, når kroppen ikke gør som den plejer, når den bliver stiv, og man ikke kan gøre ting. Men når man bevæger kroppen, så kommer der gang i systemet, og så bliver man glad. Derfor synes jeg heller ikke, at man kan skelne mellem det fysiske og mentale.”
Præcision og udholdenhed
Ifølge Per Harrild har QiGong tre vigtige ting, som gør, at det fungerer for ham. Visualisering, bevægelser og fokus på åndedræt. De tre ting kombineret gør, at han synes, at det er en optimal måde at træne på, når man har sclerose.
Desuden handler det om præcision og udholdenhed, for som han siger.
”Det var oprindeligt gamle krigere, der dyrkede QiGong, og det prøver jeg at tænke på. Så holder jeg en positur lidt længere, selvom min ene arm falder ned.”
Hvis du vil i gang med at dyrke Tai Chi anbefaler Per Harrild følgende hjemmesider: www.cloudwater.com og www.taichichuan.dk