Scleroseforeningen svarer DR Kontant efter henvendelse
11. februar 2016
Kort fortalt
DR’s forbrugermagasin Kontant har kontaktet Scleroseforeningen med spørgsmål til vores samarbejde med virksomheden EuroAds, der samarbejder med en række virksomheder og organisationer.
Del via:
DR Kontant sætter i aften fokus på de konkurrencer, der især på Facebook og Instagram får mennesker til at afgive samtykke til efterfølgende at blive kontaktet. Kontant problematiserer det forhold, at brugerne efter at have deltaget i konkurrencerne kontaktes med henblik på at støtte for eksempel velgørende organisationer. Det er virksomheden EuroAds, der via Brugerpanelet står for konkurrencerne. DR Kontant stiller to konkrete spørgsmål til Scleroseforeningen: Kendte I til Euroads metoder, før vi orienterede om dem? SVAR:”Ja. Scleroseforeningen er en professionel organisation, der anvender tidssvarende metoder til at indsamle midler til forskning og patienshjælp. Og vi har fået oplyst, at den omtalte metode er fuldt lovlig ifølge dansk lovgivning,” siger marketingchef i Scleroseforeningen Ann Leistiko. Hvilke konsekvenser får vores orientering for jeres samarbejde med Euroads? SVAR:"Scleroseforeningen ønsker på ingen måde at genere nogen, når vi kontakter dem med henblik på at blive medlem og støtte vores sag. Tværtimod. Den omtalte metode giver mulighed for målrettet at kontakte de mennesker, der i konkurrencen har besvaret spørgsmål, som relaterer sig til vores sag. Vi er i kontakt med ISOBRO (Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation) for at drøfte, om vi skal justere metoden, så vi undgår, at mennesker føler sig misinformeret. Desuden har vores samarbejdspartner givet udtryk for, at man vil benytte anledningen til at tage et ”godt og grundigt kig på, om metoden på nogen måde kan optimeres/forbedres”, siger Ann Leistiko, og fortsætter: "Vi tager selvfølgelig henvendelsen fra ”Kontant” alvorligt. For vi ønsker på ingen måde at genere nogen, da det kun kan skade vores omdømme i befolkningen," siger Ann Leistiko. Scleroseforeningen har to spørgsmål med i forbindelse med konkurrencerne: ”Sclerose er en kronisk sygdom, der angriber centralnervesystemet. Ca. 13.500 danskere har sclerose. Scleroseforeningen arbejder for at fremme forskning i sygdommen, så flere patienter kan leve et bedre liv med Sclerose. Er du pårørende, eller kender du nogen, som har sclerose? I hvor høj grad vil du egentligt være villig til at støtte dette arbejde økonomiske?” "Vi kontakter KUN de mennesker, der har tilkendegivet en interesse for vores sag. På den måde giver vi dem, der har en interesse for eller relation til sclerose en mulighed for at støtte Scleroseforeningens arbejde," siger Ann Leistiko. Scleroseforeningen er i dialog med ISOBRO (Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation) vedrørende denne problemstilling.