Scleroseforeningen: Tilskud er afgørende for cannabisordning
Medicinsk cannabis skal være tilskudsberettiget, hvis forsøgsordningen med medicinsk cannabis ikke skal udelukke patienter, der har færre midler at gøre med. Det pointerede Scleroseforeningens direktør tidligere på måneden over for det nye online medie Medicinske Tidskrifter.

Skal den nye forsøgsordning blive en succes, er det vigtigt, at der kommer et tilskud, så egenbetalingen ikke bliver så stor, at den bliver en ordning for de bedrestillede, siger Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, til Medicinske Tidsskrifter. En undersøgelse, som Scleroseforeningen har foretaget blandt medlemmer af foreningen, viser, at omkostningerne til cannabis er afgørende for mennesker, der i dag bruger cannabis fra det illegale marked til at lindre deres sclerosesymptomer.
"Det overrasker ikke os, at vores medlemmer er meget fokuserede på omkostningerne og tilskuddet. Det er helt centralt for os, at tilskuddet bliver i en størrelse, så også de af vores medlemmer med begrænsede ressourcer kan være med. Og i det større billede ser vi prissætningen som et nøglepunkt for, om forsøgsordningen bliver en succes eller ej. Vi ved, at mennesker med sclerose, der i dag køber deres cannabisprodukter på det private marked, gennemsnitligt bruger 950 kr. om måneden. Vi ønsker både, at de mere ressourcesvage kan være med, og at prisen bliver i en størrelsesorden, så vores medlemmer ikke fortsat skal kriminalisere sig på det sorte marked," siger Klaus Høm til Medicinske Tidsskrifter.
Læs hele artiklen her. I artiklen kan du også læse mere om den undersøgelse, Scleroseforeningen har foretaget blandt medlemmer, der i dag bruger cannabis fra det illegale marked.