Smukke ture og nye venner

Af Camilla Mulvad Svensson

1996. Det var det år, John O’Halloran første gang deltog i et trek med den irske scleroseforening. Siden da har han være med på mindst én tur om året, og når han er med, fungerer han også som guide og en form for leder. Han er ikke i tvivl om, hvad han vil svare, når han bliver spurgt ind til, hvilken tur, der er hans yndlings:

”Det er helt klart Camino de Santiago. Der er bare et eller andet specielt over den, som slet ikke kan beskrives. I mange af landsbyerne føles det som om, man kommer flere hundrede år tilbage i tiden, og når man når til katedralen i Santiago, er det virkelig det hele værd,” fortæller John.

John hørte om de forskellige ture, scleroseforeningen tilbyder over radioen. Han havde altid gerne ville gå Caminoen, så derfor besluttede han sig for at melde sig til. Han fik selv indsamlet penge til turen, og blev meget positivt overrasket over hvor mange, der gerne ville donere til ham, på trods af, at han ikke selv har sclerose.

”Folk er så positive overfor os, og det gør det bare til en fornøjelse at samle ind hver gang. Samtidig er det en rigtig god måde at skabe opmærksomhed omkring scleroseforeningen på,” siger John.

En ekstra familie

Allerede inden Johns første trek på Caminoen med den irske scleroseforening var overstået, vidste han, at han ville med igen.

”Hele turen slog fuldstændig benene væk under mig. Jeg havde ingen idé om, at den del af Spanien er så smuk, og det fangede mig bare. Samtidig har jeg fået de mest fantastiske venner af at være med på de her ture,” forklarer John.

Når deltagerne på treksene kommer hjem, bliver de automatisk medlemmer af en gruppe, der hedder ’The MS Trekkers’. På den måde har de nemt ved at holde kontakt med hinanden, og de har også nemt ved at samles, hvis de har lyst til det.

”Hver tredje uge holder jeg et øvelsestrek, og der kommer også en del af de tidligere deltagere med. Men alle er velkomne, for det handler jo egentlig om at træne, så man er klar til det næste trek, man skal på. Man har meget nemmere ved at nyde turen, hvis man er i form,” siger John.

Man følges ad

For dem der er med som arrangører af treksene, er det vigtigt at understrege, at det ikke bare er noget, man tager af sted på. En tur som Camino de Santiago kræver træning.

”Det er ikke fordi det er en olympisk disciplin, men vi går alligevel omkring 20 til 22 kilometer på en 6-7 timer hver dag. Det er ret lang tid at gå i. Men det gode ved turene er, at man mere eller mindre selv kan bestemme, hvilken slags tur, man vil af sted på. De har nemlig alle tre forskellige længder og forskellige udfordringer,” siger John.

På turene bliver der hver dag valgt nogle ledere, som skal tage fortrop og bagtrop. Alle de andre deltagere må ikke gå foran fortroppen, og de må heller ikke sakke efter bagtroppen. Det er for at sørge for, at alle holder et fornuftigt tempo, samtidig med at det er meget mere sikkert for dem, at de går i én samlet flok.

”Der er nogle, der måske vil mene, at det er et folkeskolesystem, men vi har fundet ud af, at det virker rigtig godt. Det er i alles interesse, at vi er sikre og holder sammen, når vi går vores rute. Dem, der er af sted komplimenterer det tit, for de føler sig netop i gode hænder, og synes at det er rart, at der bliver sørget for dem på den måde,” fortæller John.

Der er kun dårlig påklædning

Deltagerne bliver også hjulpet på den måde, at deres bagage bliver transporteret frem til det næste sted, de skal overnatte. Det eneste, de selv skal gå rundt med er en taske med vand, solcreme, regntøj, snacks og eventuelt også en hat, der kan dække for sol.

”Vi går efter devisen, at der ikke er noget, der hedder dårligt vejr, men der er helt klart noget, der hedder dårlig påklædning. Derfor går vi både rundt med ting til sol og regn, for vejret kan hurtigt skifte, hvis man går i bjerge. Uden regntøj kan man hurtigt blive våd og kold, og så er risikoen for sygdom virkelig stor,” siger John.

Med på turene har de også en læge, der kan hjælpe til, hvis folk er blevet skadede eller for eksempel har fået blænder. Det er vigtigt, at folk kan få en ordentlig behandling så hurtigt som muligt, hvis der er noget, der går galt.

Også for folk med sclerose

På trods af, at det godt kan lyde hårdt at være på et trek, bliver der også taget hensyn til de deltagere, der har sclerose. Tempoet er ikke så højt, og de bliver altid opfordret til at være med på træningsturene.

”Frisk luft og motion er generelt godt til folk med sclerose. Og så må man jo ikke glemme det sociale. Hver aften, når vi er færdige for den dag, sidder vi og hygger sammen. Selvfølgelig har folk med sclerose en vis energi, de kan bruge hver dag, men indtil videre har det kørt meget godt sådan som vi gør det. De fleste er også gode til at vide, hvad de kan og også hvad de absolut ikke kan,” fortæller John.

Der er nogle med sclerose, der kommer med, og ikke kan gå hele turen hver dag. De går oftest med på den ene halvdel af dagsturen, som er delt op af frokosten midt på dagen. På den anden halvdel har de mulighed for at hvile mens de bliver kørt af sted til den landsby, hvor de skal have frokost eller overnatte.

Generøsiteten er fantastisk

For at treksene overhovedet er mulige for den irske scleroseforening, er det nødvendigt med en form for betaling. Selvom det er muligt for deltagerne bare at betale, hvad det koster, vælger langt de fleste i stedet at fundraise pengene, for samtidig at øge opmærksomheden omkring den scleroseforeningen i Irland. Ind i mellem er der også nogle ret vilde historier om, hvad folk gør for at hjælpe:

”Ved et tilfælde fandt vi ud af, at der blandt andet er en kvinde, der de gange hun har været med, har givet frokost hver dag. En enkelt af aftenerne betaler hun også aftensmad og overnatning. Det er jo meget mere end vi beder om, og hun har ikke fortalt nogen, at hun gør det,” siger John.

For dem, der er med til at arrangere treksene er det meget stort, at folk så gerne vil fundraise pengene, og gør det år efter år for at komme med.

”Jeg synes, det er fantastisk, at der er så mange, der er virkelig loyale og generøse. Men for mig er det sådan, at ligegyldigt, hvad jeg har givet, så har jeg fået det ti gange igen. Og jeg tvivler meget på, at jeg er den eneste, der har det sådan,” slutter John.