Studerende lavede banko-event for Scleroseforeningen

Laura Wang Hansen er studerende på Leisure Management i Roskilde, hvor en del af uddannelsen går ud på at arrangere og afvikle en event. Sammen med sin studiemakker Line Rasmussen arrangerede de en bankoaften til fordel for Scleroseforeningen. Det foregik i aftes, og vi fangede Laura til et par hurtige spørgsmål:
Hvorfor har I valgt Scleroseforeningen?
"Vi har valgt Scleroseforeningen, da Line (den anden arrangør, red.) har en svigerfar der er ramt af sygdommen. Hun har det derfor tæt på livet, hvilket har gjort stort indtryk på hende. Jeg må personligt indrømme, at jeg ikke har det store forhold til sygdommen, men at Line argumenterede godt for sin sag - og nu har jeg lært en masse om sygdommen, hvilket jeg mener er vigtigt. I mange af de butikker vi har fået sponsorgaver fra, har vi også fået en historie med, omkring et familiemedlem, en ven eller en bekendt, der er ramt af sygdommen. Det har kun givet hele arrangementet mere mening, da så mange mennesker har sygdommen inde på livet på den en eller anden måde."
Hvordan har I fået det op at stå?
"Det er en del af vores uddannelse af arrangere og afvikle et event. Efter et møde med vores vejleder begyndte planlægningen for alvor. Vi fandt en lokation, INSP i Roskilde, og en dato. Dernæst gik jagten på sponsorgaver - som nok er det, der har taget længst tid. Den første dag vi var ude, fik vi et nej de første steder, vi spurgte. Dernæst gik det dog kun fremad, og nu har vi gevinster fra 34 forskellige butikker. Hele arrangementet er lavet uden penge-sponsorater, da vi ikke har været så heldige at kunne skaffe sådanne. Det har helt klart været en udfordring, men vi har klaret den ved hjælp af de ressourcer, vi nu engang har til rådighed."
Hvordan gik aftenen?
"Der kom 42 deltagere, vi fik samlet 3000 kroner ind til lokalafdelingen. Så det gik godt, og det var en super god aften".