Tør ikke overlade børnene til deres far med sclerose

Skal Mette hjemmefra i en til to timer, tør hun godt overlade børnene til Poul. Men ikke uden at have forberedt og tænkt alt igennem på forhånd: Aftensmaden er gjort klar, så den bare skal i ovnen, og nattøj, tandbørste og godnathistorie er lagt frem til tvillingerne på syv og til den lille på tre år. På bordet ligger en huskeseddel over dagens sidste gøremål, så Poul ikke skal have dem i hovedet, og så har hun sørget for at instruere tvillingerne i, hvor vigtigt det er, at de hjælper far, alt det de kan.

Skal Mette hjemmefra i mere end et par timer, tør hun ikke overlade børnene til Poul, og hun må sørge for, at der foruden Poul er en anden voksen i huset. For det kan så nemt gå galt, og det vil Mette hverken byde sine børn eller sin mand: "Det er synd for alle. Det er synd for børnene, og det er synd for Poul, for han bliver jo også ked af det, når filmen knækker for ham."

Poul har sclerose, og han kæmper med svære kognitive følger af sin sclerose, der gør, at Mette ikke tør overlade ham ansvaret for børnene i længere tid. Han har svært ved at huske, og det er allerede sket, at han har glemt dem i institutionen. Han kan heller ikke længere finde vej, selv om familien bor i hans barndomshjem. Og så har han mistet sit initiativ og har brug for en anden til at sætte sig i gang med alt. Men kun med én ting ad gangen, for Poul kan ikke længere overskue flere ting på samme tid.

"Det er som om jeg har fået en anden mand," fortæller Mette om Poul og sygdommen, der de sidste to år for alvor har taget fart: "Hans stresstærskel er blevet enormt lav, og der skal ingenting til, før han bliver udtrættet og mister overblikket og besindelsen. Han er blevet meget mere temperamentsfuld og kan blive frygtelig vred over det mindste. Der skal ikke meget mere til, end at et af børnene ikke vil have kødsovs til sin pasta."

Skal hele tiden være på forkant med alt

For at holde sammen på familien forsøger Mette at strukturere, planlægge og koordinere familiens hverdag og være på forkant med alt, samtidig med at hun skal fungere som støtteperson for Poul, der har brug for at blive husket på og sat i gang med selv små dagligdags ting og ikke længere selv kan stå for kontakten til læge og til det jobcenter, som efter års sygemelding og kuldsejlede arbejdsprøvninger endelig har indstillet 41-årige Poul til førtidspension.

"Måske har de endelig forstået, hvor lidt Poul kan," håber Mette, der er sygemeldt med stress på grund af det tunge ansvar og den store arbejdsbyrde, det er helt alene at få familiens liv til at hænge sammen. Mette krydser fingre og tæer for, at indstillingen af Poul til førtidspension vil smitte af på kommunens forståelse for, hvor lidt Poul kan i hjemmet, og at han heller ikke her kan varetage simple gøremål eller overlades ansvaret for noget.

For sidst Mette søgte råd hos kommunen, fordi hun ikke kunne overlade det til børnenes far at hente dem i deres institutioner og passe dem i den berygtede ’ulvetime’, indtil hun selv kom hjem fra arbejde, lød kommunens svar, at børnene måske kunne komme i aflastning.

"Men mine børn skal IKKE ende som en social sag, fordi deres far er syg og har brug for hjælp og støtte – blandt andet til at være den far for dem, han gerne vil være, og som de har brug for."