Træning virker til at have en gunstig effekt på sclerosetræthed

Det er spanske forskere, der har undersøgt syv mennesker med sclerose, der lider af sclerosetræthed og sammenlignet dem med syv raske kontroller. Selvom man ikke ved, hvorfor sclerosetræthed opstår, har flere studier peget på, at det på en eller anden måde blandt andet skyldes, at immunforsvaret ikke fungerer, som det skal.
Interferon-niveauet aktiveret
De spanske forskere kiggede på, hvilke gener der var udtrykt hos deltagerne, inden alle blev sat i gang med et seks måneders træningsprogram. Bagefter blev deres gener og træthed igen undersøgt. Forsøget viste, at de gener, der er involveret i reguleringen af det naturlige interferon i kroppen, blev aktiveret ved træning.
Flere undersøgelser nødvendige
Mennesker med sclerose producerer mere interferon end raske, og både interferon-niveauet og trætheden faldt hos patienterne under træningsperioden. Da træningsperioden var ovre, steg begge dele igen. Forskerne peger derfor på, at fysisk træning kan være gavnligt i forhold til sclerosetræthed, men understreger også, at man er nødt til at undersøge sammenhængen videre, da der er tale om et lille studie med få deltagere.
Se en sammenfatning af studiet her (på engelsk)