Ungetræf: Film, fest og workshops
Allerede fredag eftermiddag var stemningen høj, da 66 unge mødtes til ungdomstræf. Det ene kram efter det andet blev delt ud - ofte efterfulgt af: ”Har vi to mødt hinanden før?”
Uanset svaret, var gensynsglæden eller glæden ved at møde en ny til at tage at føle på. I år var omkring en tredjedel med for allerførste gang.
”Det er fedt at være her. Man møder mange nye mennesker, og alle er indstillet på at få en rigtig fed weekend. Det er som om, isen allerede er brudt, inden vi overhovedet har mødt hinanden, fordi vi har så meget tilfælles,” fortæller 21-årige Alexander Jacobsen, som var en af de helt nye på ungetræffet.
Film, fest og workshops
I løbet af weekenden blev der grinet, snakket og skabt nye venskaber. Fredag aften kom dokumentarist Tao Nørager og Anders Thordal forbi til filmvisning af ZUSA STREET, som har Anders og grafittikunst i hovedrollen. Efter filmen summede salen af nysgerrige spørgsmål, og Anders fortalte om kunst, om sclerose, og hvad man gør, når man ikke længere kan lave det, man elsker – og hvordan man så finder noget nyt at elske.
Lørdag blev tempoet sat op, da danseinstruktør Berit Borg satte gang i danseholdet til den meget fængende ’We Go Together’ fra Grease. Sangholdet gav den gas til Tøsedrengene, og dramaholdet begav sig ud i improvisations-teaterets fagre nye verden.
Lørdag aften trak selskabet i fine kjoler og skjorter, og der blev holdt fest. Dansegulvet var fyldt hele aftenen og det meste af natten med, så de fleste så en smule klatøjet ud søndag morgen.
Spring ud i det
Jane Hein, 38 år, har været med på ungetræffet flere gange, end hun kan huske.
”Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg har min familie derhjemme, og så tager jeg herop og mødes med min sclerose-familie. Jeg føler, at jeg kommer hjem her, og det havde jeg nok ikke lige regnet med, da jeg første gang tog herop og ikke kendte en eneste,” siger hun.
Og Kristina Mosegaard, 36 år, er helt enig.
”Det handler om at turde springe ud i det. Det kan være skræmmende første gang. Bare tanken om, at der måske sidder nogen i kørestole, kan være nok til, at man holder sig væk. Men man lærer lynhurtigt folk at kende, og så tænker man ikke det mindste over hverken kørestole eller rollatorer. Det er fuldstændigt ligegyldigt, og jeg ved knap nok, hvem der bruger hjælpemidler. Det er så fedt at være her, og fællesskabet er noget helt særligt.”