Velkommen til ny ung blogger

Sarah bor på Vesterbro i København, hvor hun holder en pause fra sin uddannelse som socialrådgiver, og så er hun ny blogger på Scleroseforeningens hjemmeside.
Sarah har altid skrevet meget, så da sygdommen blev en del af den hverdag, som hun må forholde sig til, var det naturligt at fortsætte skriveriet på internettet, så andre kan følge med i alle de tanker, hun gør sig om livet.
"Det giver mig ekstra blod på tanden, når folk skriver til mig, at de bliver berørt over de emner, jeg skriver om. Og så synes jeg, at der var brug for ærligheden. Mange af de blogs, jeg følger, handler meget om at ignorere sclerosen og se lyst på livet. Men sådan er min hverdag bare ikke altid, og det synes jeg, der er behov for at få sagt," siger Sarah om baggrunden for hendes blog.
Sarah beskriver sig selv som "en grøntsagsspisende dyrerettighedsaktivist bossidende på Vesterbro, men med en klingende sydsjællansk dialekt - og så bliver mit hjem styret med hård hånd af to adopterede frikaniner og en hund med kongetendenser."
Et års fødselsdag og nye bloggere
Scleroseforeningens blogunivers kan til december fejre sin etårs fødselsdag. Siden starten er der kommet flere nye bloggere til og også Scleroseforeningens egne medarbejdere blogger om emner i relation til deres arbejde.