Den årlige »Kys Sclerose Farvel«-kampagne ruller snart ind over Danmark igen. I år samler vi ind til forskning i progressiv sclerose.
Del via:
Kampagnen giver danskerne mulighed for at støtte ny forskning i sclerose. I år går de indsamlede midler blandt andet til det internationale forskningsprojekt Progressive MS Alliance. Det skyldes, at 85 procent af alle danskere med sclerose med tiden får progressiv sclerose. Der findes i dag ingen medicin mod progressiv sclerose på markedet. Det vil vi gerne hjælpe med at ændre! Vi tror på, at den store internationale Progressive MS Alliance er vejen frem. Forskningsalliancen har til formål at finde en behandling af progressiv sclerose inden 2019. Scleroseforeningen har allerede doneret et rekordstort forskningsbeløb til alliancen, som forsker i årsagerne til sclerose. Sideløbende har alliancen det forjættende mål, at en konkret behandling af progressiv sclerose skal være på vej i 2019. Som man kan læse om på side 10 i dette blad, tager medicinalvirksomheden Roche tilløb til et nyt præparat til behandling af progressiv sclerose (Ocrelizumab), som i heldigste fald vil kunne være på markedet i USA med udgangen af 2016. Ligesom det kendes fra medicin til behandling af attakvis sclerose, kan man heller ikke forvente, at ét præparat vil have effekt på alle mennesker med progressiv sclerose. Der er brug for et bredt udvalg af behandlinger. Derfor fortsætter arbejdet i alliancen med at finde en virksom behandling af progressiv sclerose. På de følgende sider kan du møde nogle af de mennesker, der lever med progressiv sclerose i Danmark. Deres hverdag er lige så ens og forskellig som alle andres. Vi har bedt dem hver give et indblik i en facet af deres liv. Vil du hjælpe dem med også at få adgang til medicinsk behandling? Så tag aktivt del i årets »Kys Sclerose Farvel«-kampagne. Vi vil glæde os til at sende overskuddet videre til forskning.