23 ambassadører står op for et bedre liv til alle med gigt eller sclerose. Hvem står du op for?
Malene, Thomas, Julie og Esma. Helt almindelige danskere, der har det til fælles, at de har eller har haft sclerose eller gigt tæt inde på livet. Enten som pårørende eller fordi de selv lever med en af sygdommene.

Nu har de et par fællestræk mere: De er indsamlere eller koordinatorer, når Gigtforeningen og Scleroseforeningen den 10. september går fra dør til dør i Region Hovedstaden og Region Midtjylland for at samle ind til forskningen. Og så er de med i det korps på 23 ambassadører, der i månederne op til indsamlingen skal hjælpe med at sætte fokus på hverdagen med en kronisk sygdom.
”Vi er glade for, at der har været så stor interesse for at hjælpe med at skabe opmærksomhed om indsamlingen. De mange ansøgninger, som vi har modtaget, har bekræftet os i, at der er stor opbakning til at gøre en forskel for de mange med sclerose og gigt. Ambassadørerne har hver deres personlige historie, som vi glæder os til at dele i de forskellige kommunikationskanaler henover sommeren,” siger kampagneleder Mai Choe Thode.
Hvem står du op for?
Sidste år var omkring 3.000 frivillige på gaden for at samle ind til forskning. I år håber vi, at endnu flere vil stå op for de mange med gigt og sclerose.
Du kan også gøre en forskel. Måske har du selv gigt eller sclerose – måske kender du én, der har. En far, en datter, en bror, en kollega eller en god veninde. Gigt og sclerose er begge uhelbredelige sygdomme, der kan ramme os alle. Og der er brug for forskning i nye og bedre behandlingsmetoder, som kan bremse sygdommene – og måske en skønne dag helbrede dem.