2.500 frivillige samlede ind til forskning i gigt og sclerose
I går blev der indsamlet 2,6 mio. kroner til forskning i gigt og sclerose ved husstandsindsamlingen. Knap 2.500 frivillige indsamlere og indsamlingskoordinatorer støttede kampen mod gigt og sclerose.

Scleroseforeningen og Gigtforeningen stod i går bag husstandsindsamling i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Og der er stor ros til både alle de frivillige, der bakkede op om indsamlingen og til alle de mange borgere, der støttede indsamlingen.
”Vi er meget taknemmelige for, at mange har valgt at bidrage til indsamlingen og støtte forskning i sclerose og gigt. Både de mange frivillige, der har været koordinatorer og indsamlere, og de mange tusinde borgere, der har givet et bidrag, når vi har banket på døren eller via sms, MobilePay og indsamlinger på nettet. Forskning er afgørende for, at vi kan sikre mennesker med sclerose og gigt et bedre liv,” siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.
Flot resultat i de to regioner
Også Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, glæder sig over en vellykket indsamling:
”Sidste år gik indsamlingen rigtig godt, sandsynligvis fordi det var vores premiere. I år er resultatet også flot, når vi tænker på, at vi kun har samlet ind i to regioner. Indsamlingen har stor betydning, for der er så mange spørgsmål om gigt og sclerose, som vi ikke kender svaret på i dag. Pengene fra indsamlingen skal være med til at sætte gang i ny, livsvigtig forskning, der kan give os de svar. Vi skylder de frivillige indsamlere og indsamlingskoordinatorer en kæmpe tak”.
Det er andet år, at Scleroseforeningen og Gigtforeningen er gået sammen om en regional husstandsindsamling for at sætte fokus på behovet for forskning i de to ofte uhelbredelige sygdomme.
NB! Resultatet er ikke endeligt, da de sidste indbetalinger først registreres i løbet af de kommende dage.