Gå til hovedindhold

37.672 kroner i indbakken på Facebook

18. marts 2015
Kort fortalt

Uventet pengegave ventede på Facebook i sidste uge

Thumbnail

Da Scleroseforeningen mandag i sidste uge åbnede indbakken på Facebook, lå der som så ofte før en ulæst mail og ventede.

 

Tit skriver folk med spørgsmål og kommentarer, men i mandags lød beskeden:

 

"Lidt godt nyt fra os af. Som resultat af sidste års overskud donerer vi i år 75.344 kr. væk. Beløbet bliver delt ligeligt imellem Scleroseforeningen og Dream Town Project, som får 37672 kr. hver. Scleroseforeningen står for at støtte forskning, oplysning og patientstøtte vedrørende sclerose. Dreamtown Project arbejder med uformel uddannelse af marginaliserede børn og unge i Sierra Leone."

 

Mailen var fra musikfestivalen Nakkefestival, og ingen i Scleroseforeningen havde hørt om, at der var penge på vej fra dem, så det var i sandhed en glædelig overraskelse. 

 

”Vi donerer vores overskud til et nyt formål hvert år, og det er typisk noget, som en af arrangørerne har en relation til. Vi får et overskud på billetsalget hvert år, fordi vi er en meget lille festival, der er frivilligt drevet, så alle arbejder gratis. Alle musikere spiller også gratis,” fortæller Camilla Edens, som er en af arrangørerne bag den lille festival, der holder til lige uden for Rørvig.  

 

Men hvordan er Nakkefestival kommet på, at deres overskud skulle gå til lige præcis Scleroseforeningen i år?

 

”Vi har de sidste mange år haft en økonomiansvarlig ved navn Morten, hvis far fik sclerose. Morten er stoppet som frivillig nu, og det her er en sidste gestus fra os til ham. Morten har gjort et godt stykke arbejde, så det er en anerkendelse af det og en anekendelse af, at Scleroseforeningen også gør et godt stykke arbejde for folk som Morten, der er pårørende til en med sclerose,” forklarer Camilla Edens.

 

I Scleroseforeningen siger man mange tak for den anerkendelse og for den flotte gave!

Der er ingen kommentar endnu