1. @malouwestphal

Hvis du er ung og har sclerose, vil du helt sikkert få noget ud af at følge @malouwestphal. Malou på 29 år deler ud af sin hverdag, der rummer alt fra arbejde til parforhold, drømme om børn og altså også sclerose. Malous univers emmer af positivitet og livsglæde, men du finder også refleksion og sårbarhed på profilen. Hun skriver blandt andet om sit forløb med stamcellebehandling, nedsat frugtbarhed og blæreproblemer.

Link til profil: Malou Westphal (@malouwestphal) • Instagram-billeder og -videoer

2. @kroniske.influencers

@kroniske.influencers er et fællesskab for mennesker, der har det til fælles, at de lever med kronisk sygdom. De fire kvinder Nanna Marinussen, Zinna Lautrup, Karla Pilgaard og Søs Trier, der står bag profilen, savnede alle et sted at møde andre kronikere på tværs, hvor man kunne inspirere hinanden, dele erfaringer og måske endda finde nye venner.
Gennem de seneste fire år har profilen vokset sig stor, og Kroniske Influencers er blevet en forening, der i dag har events, hvor mennesker med kronisk sygdom kan møde hinanden over hele landet. Se mere på deres hjemmeside her: Events – Kroniske Influencers

Link til profil: Kroniske Influencers (@kroniske.influencers) • Instagram-billeder og -videoer

3. @must_stop_ms

@must_stop_ms er en engelsksproget profil, der sætter fokus på livet med MS. Hver uge deler profilens indehaver nye spørgsmål om sclerose, og det resulterer i et kommentarspor, der bugner af erfaringsdeling og fællesskabsfølelse. Spørgsmålene kan variere fra ”Har din sclerosediagnose ændret dit forhold til alkohol?” til ”Hvor mange timers søvn har du brug for om natten” eller ”Hvilket råd ville du give en person med MS, der oplever at være deprimeret?”.

Link til profil: Must Stop MS! (@must_stop_ms) • Instagram-billeder og -videoer

4. @simone_pehrson

Hvis du mangler nogen at spejle dig i som nydiagnosticeret, er @simone_pehrson et godt bud. Hun er 22 år og fik konstateret sclerose for knap halvandet år siden. Måske har du set Simone før på Scleroseforeningens sociale medier, hun er nemlig frivillig i vores Ungeudvalg, hvor hun er ungerepræsentant i Social- og handicapudvalget og Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH). Hun er med andre ord en handlekraftig kvinde, der allerede efter kort tid med sclerose har valgt at engagere sig i foreningen. Hos Simone får du et kig ind i et lidt anderledes ungdomsliv, der både rummer uddannelse, koncertoplevelser, kronisk sygdom og tanker om nogle gange at måtte overgive sig til en kørestol.

Link til profil: Simone Pehrson – lever med Multipel Sclerose 🧠 (@simone_pehrson) • Instagram-billeder og -videoer

5. @dbiomartina

En bioanalytiker med et stort smil, hang til helårsbadning og en sclerosediagnose. Det er hvad man får, hvis man følger Martina Jürs på Instagram. Udeliv og bevægelse fylder en del på profilen, og hvis du bliver inspireret af at se, hvordan aktiv livsstil og en positiv indstilling til tilværelsen kan gøre underværker for mennesker med sclerose, er @dbiomartina netop eksemplet på det.

Link til profil: Martina Jürs (@dbiomartina) • Instagram-billeder og -videoer

6. @eatrealbereal

@eatrealbereal er ikke en ”sclerose profil”, men Helene Carmen Plett Forchammer, der står bag profilen, har sclerose. Det åbnede hun op om, da hun delte sin fødselsberetning i den populære podcast ”Efterfødselssamtalen” som To the Moon Honey står bag. På hendes profil finder du et smukt madunivers, hvor grøntsager spiller hovedrollen. Helene er meget bevidst om ikke at diktere, hvad sundhed er, og i stedet skaber hun sine opskrifter med tanke på klimavenlig kost og med fokus på, hvordan man bruger sæsonens grøntsager til at lave velsmagende mad. Hvis du har sclerose ved du sikkert allerede, at det anbefales at spise grønt og fuldkornsmættet – og det kan du helt sikkert finde inspiration til hos Helene.

Link til profil: Helene Carmen Plett Forchhammer (@eatrealbereal) • Instagram-billeder og -videoer

7. @scleroseliv

Bag profilnavnet @scleroseliv finder du Pia. Hun deler ud af sit hverdagsliv med mand, børn og to kroniske sygdomme – sclerose og diabetes. Pia har blandt andet skrevet om, hvordan hun har taget tilløb til at bestille en såkaldt solsikkesnor, som er en nøglesnor, man kan tage på i det offentlige rum, hvis man har et usynligt handicap, som gør at man har brug for ekstra tid eller lidt hjælp fra omverdenen. For Pia har hendes kognitive vanskeligheder været en udfordring, og solsikkesnoren har blandt andet hjulpet stressfrit igennem security i lufthavnen, hvor en medarbejder straks spottede snoren.

Link til profil: Pia (@scleroseliv) • Instagram-billeder og -videoer

8. @mylifeasmswarrior

På den engelsksprogede profil @mylifeasamswarrior kan du følge Ritu Kaur, der blev diagnosticeret med MS i 2012. Hun deler mange små videoer, også kaldet reels, hvor hun sætter fokus på forskellige dele af livet med sclerose. Du vil blive mødt af anerkendelse, gode råd og masser af self-care hos Ritu.

Hvis du er mere til fakta om medicin, bivirkninger, sclerosemyter og meget mere, kan du også besøge Ritus anden profil @multipelsclerosis.awareness, der er mindre personlig men fyldt med viden om sclerose.


Link til profil: Ritu / SK (@mylifeasmswarrior) • Instagram-billeder og -videoer

9. @ingegellenthin_msoggigtfighter

Hos Inge Gellenthin Jensen kan du finde inspiration til kost og motion, og så får du et ærligt indblik i hendes hverdag med to kroniske sygdomme, sclerose og slidgigt.
Inge er en aktiv kvinde, der holder sig i gang med alt fra løbetræning til yoga og mountainbike. Hun træner for et godt liv med sclerose og gigt, og så er hun glad for at dele ud af sine sunde madvaner med antiinflamatiorisk kost, masser af grøntsager og gode idéer til sunde snacks.

Inge Gellenthin Jensen (@ingegellenthin_msoggigtfighter) • Instagram-billeder og -videoer

Psst … husk, at du også kan følge os på Instagram. Vi hedder @scleroseforeningen.dk