Alle unge skal have råd til at komme på efterskole
En pulje til elevstøtte på efterskoler gør, at dit barn kan komme afsted, selvom økonomien ikke tillader det.

Det skal være økonomisk muligt for alle familier at sende deres børn på efterskole. Sådan lød det fra regeringen i 2012, da de lavede en ekstraordinær stigning i puljen, der kaldes den individuelle supplerende elevstøtte.
Og tilbuddet står stadig ved sin magt. Derfor er det muligt at søge det, hvis dit barn har lyst til at springe ud i efterskolelivet, selvom jeres økonomi sætter grænser.
”Børn, der kommer fra familier, som har en dårlig økonomi, betaler prisen ved ikke at have de samme muligheder som deres jævnaldrende,” forklarer Nadia Buchard, der er ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen.
”Derfor er det vigtigt, at familier med de udfordringer kender til det her tilbud, for hvis de ikke gør, overvejer de måske slet ikke muligheden for at sende deres børn på efterskole,” understreger hun.
Den enkelte efterskole vurderer selv, hvorvidt eleven kan modtage støtten, som efterskolerne får tildelt, når den årlige finanslov er besluttet. De tager udgangspunkt i familiens situation og økonomi og laver en individuel vurdering, som skal munde ud i, at alle børn økonomisk har mulighed for at komme på efterskole.
Du kan læse mere om den individuelle supplerende elevstøtte lige her.