Alternative behandlinger hitter, men forskning skal følge med
Mere end hver fjerde voksne i Danmark tyer til alternativ behandling, og den stigende interesse bør derfor følges op af et øget fokus på forskning i netop det område, udtrykker patientforeninger. I Scleroseforeningen forsker man allerede flittigt i alternative behandlinger.
Danskere strømmer til alternativ behandling. Sådan lyder overskriften i en rapport, som Statens Institut for Folkesundhed netop har udgivet. De har undersøgt, hvor mange mennesker der søger mod de alternative behandlinger, hvem de er, og hvad de oftest vælger – og overskriften siger ikke så lidt.
Omtrent 1,3 millioner voksne i Danmark, hvilket er mere end hver fjerde, har nemlig valgt at gå den alternative vej, og de fleste bruger manipulerende behandlingsformer såsom zoneterapi, osteopati, akupunktur og massage.
Det er præcis de samme behandlingstyper, som flest med sclerose i Danmark benytter sig af ud over kosttilskud og særlige diæter. Det viser Livsvilkår-undersøgelsen fra 2017, som Scleroseforeningen stod for. Undersøgelsen viste også, at langt flere end hver fjerde med sclerose, har kastet sig ud i en eller flere former for alternativ behandling.
Populært blandt mennesker med sclerose
Det er helt op mod halvdelen af alle med sclerose herhjemme, der benytter sig af mulighederne for det alternative.
”Vi ved, at mange med sclerose, der bruger alternativ behandling, ikke nødvendigvis har et konkret mål med det. De søger mod mulighederne, fordi de ønsker at styrke deres modstandskraft, så de generelt kan stå bedre imod en eventuel sygdomsudvikling,” fortæller forskningschef i Scleroseforeningen Lasse Skovgaard.
Katrine skruer op for energien og ned for nervesmerterne
I den nye rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, kan man se, at interessen og brugen af alternativ behandling har været stødt stigende de seneste 30 år, og rapporten slår fast, at det særligt skyldes et ønske om at gøre en indsats for sit velvære eller sygdom, ligesom forskningschef Lasse Skovgaard påpeger.
Katrine Aamann Frederiksen er en af dem, der har søgt mod det alternative på grund af sin sclerose.
”Jeg oplever, at det er rigtig svært at få fat i min læge, og når jeg endelig kommer igennem, så er der en ventetid på flere uger. Så det er faktisk en af grundende til, at jeg har afprøvet det alternative i stedet for,” fortæller hun og uddyber:
”Det giver mig en frihed til at kunne gøre noget, for at jeg får det bedre. Jeg har sclerose og tager forskellige vitaminer og går til kranio sakral terapi, fordi jeg føler, at det hjælper på min voldsomme træthed. Og så er jeg begyndt med CBD olie, fordi jeg mærker, at det mindsker mine nervesmerter.”
Det er vigtigt med større fokus
Den stigende interesse og brug af alternativ behandling bør dog gå hånd i hånd med et øget fokus på forskning i behandlingerne. Det udtrykker vicedirektør i Danske Patienter Annette Wandel til Fyens.dk:
”Rigtig mange lever med en kronisk sygdom hele livet og oplever både lindring og øget livskvalitet ved anvendelse af alternative behandlingsformer som supplement til den konventionelle behandling. Men fordi det er et stigende marked, er det enormt svært at navigere i, fordi de ikke aner, hvad der virker. Derfor har vi brug for mere forskning og offentlig blåstemplet formidling på det her område, så vi kan skelne skidt fra kanel.”
Og den udmelding er forskningschef i Scleroseforeningen Lasse Skovgaard helt enig i.
”Vi bør ikke udelukkende af princip forske i det. Men når vi ved, at der er så mange, der bruger alternativ behandling, er forskning rigtig vigtig. Vi kan jo ikke rådgive ordentligt uden viden, og forskningen kan sige noget om virkninger og bivirkninger og samtidig være med til at skabe bedre forståelse af de forskellige behandlinger og deres mulige relevans,” forklarer han.
”Desværre er det ret få midler, der er i spil ift forskning i alternativ behandling. Det hænger bl.a. sammen med, at der ikke er samme økonomiske incitament, som når man forsker i konventionel medicin - der kan for eksempel ikke tages patent på alternativ behandling. Derudover er det heller ikke fagligt et særlig højt respekteret område at forske i blandt sundhedsprofessionelle,” uddyber Lasse Skovgaard.
Der forskes på højtryk i Scleroseforeningen
I Scleroseforeningen forskes der dog flittigt i forskellige alternative behandlinger.
Senest har forskningsteamet undersøgt, hvad akupunktur kan gøre for mennesker med sclerose, hvilke muligheder et aktivitetsur kan skabe i en hverdag med sclerose, og hvilken betydning kost har på kroppen, når man lever med sclerose.
I øjeblikket forsker Scleroseforeningen i virkningen af yoga, og har netop fået en bevilling på over en million kroner til et stort projekt, der lige er startet op, og som undersøger sammenhænge mellem brugen af lægeordineret medicin og kosttilskud/naturmedicin blandt mennesker med sclerose.