Anna vil ikke være en af de besværlige

Det ville være lidt af en befrielse, hvis jeg fik fortalt det,” siger Anna og bliver så stille. 

Man kan se, at hun tænker over den konstatering, hun netop har sagt højt.

”Men det er nok, fordi jeg virkelig ikke vil have, at mine kolleger tager særlige hensyn til mig. Og så er der bare en del fordomme om kronisk syge mennesker blandt sundhedspersonale, og sådan vil jeg ikke have, at de tænker om mig,” fortæller hun.

Fra afklarethed til splittelse 

Det var ikke en selvfølge fra start, at Anna ville holde sin sygdom skjult på arbejdsmarkedet, da hun fik diagnosen sclerose for fem år siden. 

Faktisk var hun ret afklaret med, at hun ville være åben og ærlig om sin sclerose, da hun stod som nyudklækket sygeplejerske tilbage i 2012. 

”Det var først, da jeg skulle til at søge mit første rigtige job, at jeg ændrede holdning til det,” fortæller Anna og fortsætter: 

”Jeg blev pludselig bange for, at jeg ville blive valgt fra, fordi jeg har den her sygdom, som jeg jo ikke mærker til. Og da jeg så blev ansat, valgte jeg at blive ved med at skjule det pga. de fordomme om kronisk syge patienter, der er i branchen.”

Et rigtigt tidspunkt at få det sagt 

I de fire år Anna har været ansat samme sted, har tankerne en del gange kredset omkring dét, at hun ikke har været åben om sin sclerose. Og flere gange har hun overvejet at sige det. 

”I starten tænkte jeg, at jeg lige skulle ansættes først. Så tænkte jeg, at mine kolleger lige skulle lære mig at kende, inden de fik det at vide. Jeg blev ligesom ved med at udskyde det hele tiden, og så har der ikke været et tidspunkt, hvor jeg har følt, at det ville være naturligt at få sagt det,” forklarer hun og stiller så spørgsmålet, som man kan høre har cirkuleret i hendes tanker mange gange: 

”Men burde jeg egentlig fortælle det, når jeg alligevel aldrig mærker sclerosen?” 

Det er de besværlige patienter 

De to faktorer, der især spænder ben for Anna, når det handler om at få fortalt arbejdspladsen om sclerose, bliver nævnt igen og igen, mens vi sidder i hendes koksgrå sofa og snakker. 

En af dem er fordommene. Dem om de kronisk syge patienter, som Anna oplever, der bliver delt blandt ansatte i branchen. Og når de bliver nævnt, er hun tilfreds med at have trukket hemmelighedskortet om sin sclerose. 

”De her fordomme, de er der nok, fordi mange af de patienter, der har en kronisk sygdom, ved rigtig meget om den og har holdninger til og idéer om, hvad der er bedst for dem. Derfor kan de hurtigt blive opfattet som besværlige og irriterende patienter, fordi det pludselig ikke føles, som om sundhedspersonalet ved bedst,” udtrykker hun. 

Og sådan vil Anna slet ikke opfattes på sin arbejdsplads. Hun skal ikke være hende den besværlige og hende, som der skal tages særlige hensyn til. 

Ingen særbehandling, tak! 

De særlige hensyn er nemlig den anden faktor, der har fyldt meget i Annas overvejelser. 

”Jeg vil ikke have, at mine kolleger skal gå og føle, at de skal behandle mig anderledes på grund af sygdommen, eller at de tror, at der er noget, jeg ikke kan gøre lige så godt i mit arbejde, fordi jeg har sclerose. Men det er måske bare min usikkerhed, der får mig til at tænke, at de vil reagere sådan,” forklarer hun. 

”Jeg ved faktisk ikke, om jeg tør”

Helt andre følelser trækker Anna i den modsatte retning. Mod åbenheden om sclerosediagnosen. For nu er der gået fire år, hvor hun har tiet om sygdommen, selvom der har været flere situationer, hvor hun har haft mest lyst til at dele. 

”Det ville være fedt, hvis jeg kunne tale frit om det, at jeg har sclerose. Så ville det ikke være noget, jeg behøvede at lægge skjul på hele tiden og huske på, at jeg ikke må nævne,” fortæller hun, men er alligevel ikke i tvivl om, hvad hun ville gøre, hvis hun stod i samme situation som for fire år siden.

”Jeg er ret sikker på, at jeg ville holde det hemmeligt igen, hvis jeg var nyuddannet og ikke rigtig havde nogen erfaring. Men hvis jeg skulle søge et andet job nu, hvor jeg har fået mere erfaring, så kan jeg godt forestille mig, at jeg ville sige det, inden jeg fik jobbet. Ej, jeg ved faktisk ikke, om jeg ville turde sige det. Det er en ret svær beslutning.”