Bliv bedre til at undgå skældud

Men der er en anden udvej end skældud, og den kan ifølge familievejleder Christina Abildgaard læres. Her kan du læse hendes råd om, hvordan vi som forældre kan blive bedre til at undgå at skælde ud, og hvordan vi afbøder de værste følger, når det alligevel sker. Til hele familiens bedste.

Tal sammen og grib det an som et team

Tal løbende med børnene om det særlige vilkår, I som familie har, fordi mor eller far har sclerose, som gør, at han eller hun kan komme til at skælde ud uden at ville det. Fortæl dem igen og igen, at det ikke handler om dem, at det aldrig er deres skyld, når det sker, og at mor eller far øver sig på, at det ikke sker, og at I sammen passer på børnene. Men selv om det er sclerosens skyld, og børnene véd det, er det ikke ensbetydende med, at den syge forælder gerne må skælde ud. Skældud påvirker negativt, og selv om sygdom kan gøre det svært, er det vigtigt at øve sig i at undgå skældud og at få genetableret trygheden hurtigt, når det alligevel sker. Derfor råder familievejlederen til, at forældrene i fredstid laver aftaler om, hvordan de sammen kan sørge for det.

Reparér – hver gang det sker

Forældre er mennesker, og alle forældre laver fejl og kan komme til at skælde ud. Når det sker, er det vigtigt, at kontakten til barnet genetableres, og at tilliden og trygheden repareres hurtigt. Samtidig er det vigtigt at respektere barnet, hvis det har brug for tid til at komme sig, før det er klart til at tale med den forælder, der har skældt ud. Lad i stedet den anden forælder være den, der trøster, råder Christina Abildgaard.

”Er det mor, der let bliver vred og har svært ved at styre det, når det sker, så lad far være den, der sørger for at bringe barnet i sikkerhed og trøster det: ”Mor kom til at råbe ad dig. Jeg tror, at det var sclerosen, der gjorde det. Mor kan stadig godt lide dig. Og jeg passer på dig,”” lyder familievejlederens forslag til, hvordan far omsorgsfuldt kan tale med barnet om, hvad der er sket.

”Mor må også meget gerne forklare sin egen situation over for barnet, men først når hun er faldet ned og har fået kontakt til sig selv igen.”

Drop ”men…”

Det er de voksnes ansvar at reparere forholdet igen, når der er blevet skældt ud, og det er vigtigt, at den voksne hver gang vender tilbage og tager ansvaret på sig.

”Sig undskyld! Punktum, slut. Ikke noget med: ”Undskyld, men…” Det er ikke nogen undskyldning. Det svarer til at placere ansvaret hos barnet,” siger Christina Abildgaard og giver et eksempel på, hvordan den voksne med sclerose kan gå forrest og tage ansvaret på sig: ”Jeg kom til at råbe ad dig. Undskyld! Jeg øver mig på at lade være.”

Drop skyld og skam

Samtidig råder familievejlederen til, at den voksne arbejder på at mindske den dårlige samvittighed, som vi som forældre nemt kan få, for den risikerer bare at føre til mere skældud:

”Hvis vi slår os selv oven i hovedet med skyld og skam, gør vi ikke andet end at tære på vores overskud, og vi ved, at jo mindre overskud, des større risiko for skældud, og jo mere overskud, des mindre risiko for skældud. Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre også husker at drage omsorg for os selv, at vi sørger for at blive tanket op og få sovet nok, så vi har så meget overskud som muligt.”

Evaluer, analyser og find en ny vej

Brug i stedet det skete til at blive klogere. Evaluer og analyser situationen, der endte med skældud. Hvad var årsagen til, at vreden løb af med den voksne? Hvordan kan den voksne øve sig på at undgå det fremover? Er der brug for hjælp til at kortlægge energien og passe bedre på sig selv i løbet af dagen, så der ikke hver dag skældes ud ved aftensmaden? Er der brug for at lære strategier til at få flyttet fokus fra vreden, når den er på vej, så den voksne når at stoppe sig selv, inden det går galt? Er der brug for, at forældrene indbyrdes aftaler et signal, som forælderen med sclerose kan give den anden, som så kan nå at tage over, inden kontrollen mistes?

”At finde en anden vej end skældud handler også om at blive bedre til at passe på sig selv og sit overskud. For hvis vi ikke kan passe på os selv, kan vi heller ikke passe på andre,” siger familievejlederen: ”Det gode er, at det kan vi lære!”