Gå til hovedindhold

Blodprøve kan adskille sclerosetyper

27. februar 2017
Kort fortalt

Forskere har opdaget bestemt markør i blodet, der kan afgøre, hvilken type sclerose man har. En blodprøvetest, der hurtigt og let kan adskille de 3 former for sclerose, er nu under udvikling.

Efter 12 års internationalt samarbejde har forskere fra Australien nu identificeret en biomarkør i blodet, der med 85-90% sikkerhed kan fastslå, hvilken type sclerose man har. 

Opdagelsen kan indenfor 2 år føre til udvikling af en egentlig blodprøvetest, der vil gøre læger i stand til hurtigt og simpelt at afgøre hvilket stadie (attakvis, primært eller sekundær progressivt), patientens sclerosesygdom er i.

Testen vil også kunne gøre det lettere for lægen at følge sygdommens udvikling og derigennem tilrettelægge en mere præcis og korrekt behandling.

Unormal omdannelse af aminosyre

Testen bygger på en markør i blodet kaldet tryptofan. Tryptofan er en aminosyre med mange funktioner i kroppen, bl.a. er den involveret i inflammation i hjernen.

Forskerne fandt ud af, at den måde tryptofan omsættes på i kroppen kan give et hint om sværhedsgraden af sclerose.

Det viser sig, at en bestemt unormal omdannelse af tryptofan er forbundet med et skift fra et tidligt mildt stadie af sclerose til en mere fremskreden progressiv form. 

Forskerne indså altså, at ved at måle på mængden af tryptofans restprodukt i blodet på sclerosepatienter, så havde de fat i en markør, der kunne fastslå hvilket stadie sygdommen er i.

Test klar om 2 år

En sådan biomarkør vil samtidig kunne føre til nye måder at teste og udvikle individuel sclerosemedicin på. 

Opdagelsen vil også kunne øge forståelsen af de i dag så uklare biologiske mekanismer, der adskiller progressiv sclerose fra attakvis sclerose.

I samarbejde med et australsk firma forventer forskerne, at de kan udvikle et nyt ’blodtest-kit’, der kan være tilgængelig indenfor 2 år. 

Dansk forsker maner til besindighed

"Det er et spændende fund", siger Zsolt Illes, professor ved Neurologisk Afdeling på Odense Universitetssygehus. Han er en af de førende forskere i Danmark, der ved mest om biomarkører indenfor sclerose.

Men i følge Zsolt Illes er der nogle begrænsninger i undersøgelsen:

"Selvom de har fundet en interessant gruppe af markører, hvis ændringer i koncentration i blodet muligvis kan forudsige sygdomstype, så bør resultaterne bekræftes i flere patienter", siger han, og forklarer de problemer, forskerne står overfor:

"Sygdomsforandringer i hjernen hos personer med sclerose er i forvejen meget komplekse og forskelligartede - og ikke mindst et resultat af mange særskilte processer". 

"Samtidig har vi ikke direkte adgang til hjernen, men må forlade os på netop blod eller cerebrospinalvæske. Derfor er det vanskeligt at udvikle en blodtest, der kan tegne et retvisende billede af de forskellige processer i hjernen".  

2 Kommentarer
notamember
Alex Weinreich - 24. maj 2021

Med den nye viden er det så muligt at få taget blodprøve hos egen læge med henblik på bestemmelse af type ? Det ville måske også lette praktiserenes læges viden .
Yderligere spørgsmål - må man køre bil med receptpligtig cannabis .
Venligst Alex Weinreich

Sara Bangsbo - 25. maj 2021

Hej Alex

Det er desværre ikke muligt for lægerne endnu at bestemme sclerosetype udelukkende ud fra en blodprøve.
Og svar på dit andet spørgsmål: Det er ikke lovligt at køre bil, når man samtidig er i behandling med et af cannabisprodukterne fra forsøgsordningen med medicinsk cannabis.

Får du en anden form for medicinsk cannabis anbefaler vi, at du spørger din læge til reglerne angående mulighed for at køre bil.