Blodprøver kan sladre om sygdomsaktivitet

Under et scleroseattak vil fragmenter fra ødelagte nerver (kaldet neurofilamenter, NfL) svømme rundt i cerebrospinalvæsken (se faktaboks). Her kan de sladre om en persons sygdomsaktivitet. 

Spørgsmålet har længe været, om mængden af disse fragmenter også kan måles i blodet, og om de kan bruges som en biomarkør ved sclerose? 

Og det virker sådan. Nu er den danske forsker, Tobias Sejbæk, fra Odense Universitetshospital i hvert fald kommet et skridt nærmere en forståelse.

Biomarkør for sygdomsaktivitet

I sin seneste forskning finder han en nøje sammenhæng mellem mængden af NfL og graden af sygdomsaktivitet, og at mængden af NfL falder over tid hos patienter i Tecfidera-behandling. 

Samtidig har han også vist, at NfL i spinalvæske stemmer overens med mængden i blod. Og det kan føre til, at en simpel blodprøve i fremtiden kan bruges til at monitorere sclerose og forudsige sygdomsforløbet.

En langt billigere og mere hensigtsmæssig metode end dyre MR-scanninger og prøvetagning i cerebrospinalvæske. 

Resultaterne præsenterede han ved den årlige konference, DAREMUS (Dansk selskab for forsknings i sclerose), 6. marts, hvor han modtog 2. præmien for bedste videnskabelige projekt for forskere under 40 år.

Kobling mellem blodprøve og spinalprøve

I studiet sammenlignede Tobias Sejbæk mængden af NfL i blodet og i spinalvæsken hos en gruppe raske personer og 52 patienter med attakvis sclerose før og efter et års behandling med Tecfidera.

Samtidig gav undersøgelsen et fingerpeg om, hvor lidt NfL man typisk har i blodet, når man er sygdomsfri – det man kan kalde et ’normalområde’ for NfL:

”Definitionen af et normalområde eller hvad der er en væsentlig ændring er forudsætningen for, at man kan monitorere sclerosepatienter med NfL”, siger Tobias Sejbæk.

Medicin nedsætter markør i blodet

Undersøgelsen viste en klar kobling mellem niveauet af NfL og sygdomsaktivitet: Mængden af NfL i blodet faldt til værdier svarende til normalområde hos 95% af patienterne efter et års Tecfidera-behandling.

De sclerosepatienter, der opretholdt et højt niveau af NfL efter et års behandling med Tecfidera, var også dem, der stadig viste sygdomsaktivitet. 

Håbet er, at NfL engang i fremtiden kan bruges som biomarkør ude i klinikkerne:

”Det er det tætteste, vi har været på at have en biomarkør fra blod eller rygvæske til at monitorere sclerose,” fortæller Tobias Sejbæk:

”NfL ser ud til at kunne bruges til dels, at måle på om sygdommen er aktiv, om en behandling virker på patienten, og ikke mindst at forudsige, hvordan det vil gå patienten på lang sigt. 

Kan forudsige sygdomsforløb

NfL har nemlig også potentialet til at kunne benyttes som prognostisk værktøj, forklarer Tobias Sejbæk:

”Interferon-studier har vist, at man ud fra en NfL måling efter to års behandling kan forudse, hvordan patienten har det klinisk 10-12 år senere”.

I de studier sammenholdt man nemlig NfL-niveauet efter interferon-behandling med patientens tilstand 10-12 år senere.

Fremtidig redskab i klinikkerne

Det er endnu for tidligt at afgøre, om biomarkøren kan blive et brugbart redskab ude i klinikken, men næste skridt for Tobias Sejbæk og kollegaer bliver at forfine værktøjet:

”Vi vil gerne mere præcist kunne afgøre, hvad en betydelig ændring af NfL er? Hvilket cut-off niveau af NfL afgør om man er syg eller ej? Og i hvor lang tid skal NfL være forhøjet, før man kan tale om sygdomsaktivitet?” forklarer Tobias Sejbæk og slutter:

”Dyremodeller som simulerer sclerose viser også forhøjet niveau af NfL, så potentielt kan NfL også bruges som redskab til at udvikle ny medicin”.

Tobias Sejbæks forskning blev i 2015 støttet af Scleroseforeningen med 340.000 kr.