Bør svedige træningspas supplere medicin hos ældre med sclerose?
Vi ved endnu ikke meget om, hvad træning betyder for ældre med sclerose. Men det skal et nyt dansk studie ændre på, efter tidligere forskning har vist, at både hjernen og nervesystemet har stor gavn af sveddryppende træningstimer blandt en yngre målgruppe, der lever med sclerose.

Det er en noget anderledes gruppe, som idrætsforsker Ulrik Dalgas og hans team denne gang ser nærmere på. I et helt nyt studie, som er støttet af Trygfonden, Scleroseforeningen og Aarhus Universitetshospital, vil de undersøge, hvilken effekt intensiv træning som supplement til medicinbehandling har hos ældre mennesker med sclerose.
”En tredjedel af alle personer med sklerose er over 60 år, men vi ved for lidt om, hvordan sygdommen udvikler sig i alderdommen. Alligevel har forskningsinteressen om denne gruppe været meget lille", siger Ulrik Dalgas i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitetshospital.
Hjernen skrumper mindre og nervesystemet påvirkes
Tidligere har dansk forskning vist os, at mennesker der har sclerose, kan opnå rigtig gavnlige resultater gennem hård fysisk træning. Resultaterne har blandt andet peget på, at mennesker der lever med scleroses hjerner skrumper mindre, når de styrketræner regelmæssigt og intensivt.
Et andet dansk studie fandt sidste år frem til, at træning og medicin i sammenspil forsinker sygdomsudviklingen, beskytter nervesystemet og afhjælper forskellige symptomer blandt en noget yngre målgruppe med sclerose, der deltog i forskningsstudiet.
”Vi ved, at sclerose går ind og påvirker nervesystemet og nerveledningshastigheden. Men det kan modvirkes gennem styrketræning, fordi man aktiverer musklerne, hvilket gør ens knogler og led stærkere. Man får flere kræfter, og det kan hindre nogle af de ødelæggelser, sygdommen laver på nervesystemet,” forklarer Anders Skjerbæk, som er master i rehabilitering og udviklingsleder på sclerosehospitalerne.
Øget livskvalitet og sundhedsøkonomisk optur
Efter de tidligere positive resultater, som er vist hos en yngre målgruppe, går turen nu til den større og noget ældre gruppe af mennesker med sclerose. Her skal 60 personer inkluderes i studiet, hvor de igennem en række forskellige tests, får vurderet deres fysik, kognition og nerve-muskel funktion, som sammenlignes med en anden gruppe af deltagere, der ikke har sclerose.
"I det nye studie har vi fokus på de ældres hastighed i bevægelserne, da evnen til at kunne skabe muskelkraft hurtigt er afgørende for at holde balancen eller blot være aktiv i dagligdagen. Det er netop denne hurtighed, som personer med sklerose mister hastigere end andre", udtaler Ulrik Dalgas i pressemeddelelsen fra Aarhus Universitetshospital.
Han uddyber, at studiet derudover handler om at finde frem til, hvorvidt styrketræning også gavner hjernen blandt den ældre patientgruppe. Den fordel kan nemlig både øge livskvaliteten hos den enkelte og skabe positiv sundhedsøkonomisk indvirkning.