Camilla blev behandlet med blodstamceller i Indien

For lige knap tre år siden rejste Camilla Madsen fra Hvidovre til Indien for at gennemgå en blodstamcelletransplantation. Håbet var, at behandlingen ville kunne stoppe hendes progressive sclerose, som der ikke findes medicin mod.

Cirka halvandet år senere interviewede vi hende til Scleroseforeningens medlemsblad ”Lev med SCLEROSE”. Artiklen, som kan læses her https://scleroseforeningen.dk/nyhed/isoleret-i-indien, begyndte sådan her:

”Virker blodstamcelletransplantation på progressiv sclerose? ’Nej,’ siger forskere og læger. ’Men hvad er mit alternativ?’ spørger Camilla Madsen, der for halvandet år siden betalte 300.000 kroner for at få en blodstamcelletransplantation i Indien”

I artiklen fortalte hun om oplevelserne i Indien, hendes medrejsende mor, der havde været bange for at få Camilla med hjem i en kiste, den lange isolation og kemo med deraf følgende kvalme og diarre.

Hun sagde dengang om den hårde behandlings resultat:

”Jeg vil gerne vente to år, før jeg tør sige, om sclerosens progression er stoppet. Jeg tror det, men jeg tør ikke sige det endnu. (…) Mine ben har stort set været kaput i flere år, så det er rigtigt meget min hånd, jeg holder øje med, for at se om jeg mister funktioner. Der er gået halvandet år nu, og på halvandet år ville jeg før have haft et funktionstab, jeg ville have bemærket. Men der har ikke været noget siden behandlingen.”

Siden da er der gået yderligere halvandet år, og vi har nu talt med Camilla igen. Hun passer stadig sit fuldtidsarbejde, hun er glad og positiv – men sclerosens progression er desværre ikke stoppet.

”Nej, jeg kan mærke på min højre hånd, at den fungerer dårligere og dårligere. Jeg kan stort set ingenting med den,” siger hun og fortsætter:

”For at nævne nogle konkrete eksempler, så giver det mig nu problemer at tage strømper på, at børste tænder, at bruge kniven, når jeg spiser og at binde mine snørrebånd. Alt sammen ting jeg har kunnet tidligere. Så progressionen er ikke stoppet – og det var jo det, der var mit håb, da jeg tog til Indien.”

For Camilla har turen dog betydet en væsentlig ting:

”Jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad der var muligt. Og det har jeg det godt med. Så jeg fortryder bestemt ikke min stamcellebehandling. Den var det hele værd. Jeg har nu en grundlæggende følelse af, at min sygdom ikke er min skyld, og at jeg har kæmpet og gjort ALT, hvad jeg kunne for at stoppe den. Det betyder meget for mig.”