Camp Personlig Udvikling stod i musikkens tegn
Camp Personlig Udvikling løb i weekenden af stablen i Dronningens Ferieby i Grenå. Mellem grantræer og feriehytter sang og dansede de engagerede deltagere sig igennem lørdagen med korleder Christina Boelskifte i spidsen. Og det skabte glæde og energi.
“Træk vejret helt ned i maven. Og så synger I!”
En dyb vejrtrækning fra den store gruppe mennesker smelter sammen med tonerne fra keyboardet, der lægger an til et gospelnummer. Ordren kommer fra kvinden bag instrumentet, Christina Boelskifte. Hun er korleder og står for lørdagens program på Camp Personlig Udvikling i Dronningens Ferieby. Med et stort smil og en hurtig bevægelse med armen sætter hun gruppen i gang.
Alle puster ud. Stemmerne fra cirka 70 glade deltagere fylder hele rummet og efterlader ingen tvivl om, at campen i år står i musikkens tegn.
Musikkens rolle
Camp Personlig Udvikling er ifølge arrangørerne en weekend, hvor man kan blive klogere på sig selv og møde andre mennesker med sclerose. Der er ofte højt humør og god tilslutning til campen. I år har medarrangør Morten Lynggaard dog glædet sig ekstra meget til, at arrangementet skulle løbe af stablen, fordi temaet denne gang var musik og sang.
“Musik gør bare en glad. Uanset hvordan man synger, spreder der sig en glæde, når man giver sig hen til musikken. Og så har vi fantastiske Christina Boelskifte som korleder. Så det er bare en helt vildt vellykket dag,” siger han.
Det smitter - på den gode måde
Tilbage i lokalet i feriebyen tier keyboardet et øjeblik, og småsnak breder sig. Midt i gruppen af musikglade mennesker står en yngre mand med briller. Med en rolig hånd stryger hans sig over sit skaldede hoved, mens hans blik er rettet mod korlederen, som har taget ordet for at introducere den næste sang. Et smil breder sig på hans læber, da tonerne fra keyboardet igen fylder rummet, og han bevæger sig i takt med musikken.
Den unge mand hedder Christian Helbo. Han har selv sclerose og var en af deltagerne til årets Camp Personlig Udvikling. Han fortæller, at han er mere end tilfreds med arrangementets tema.
“Det er jo næsten umuligt ikke at smile, når man synger. Man får det bare godt i hele kroppen. Og så er det fantastisk at mærke Christina Boelskiftes positive energi - det smitter,” siger han.
“Bare syng”
Lige netop den positive energien er ifølge korleder Christina Boelskifte en af de mest væsentlige grunde til, at det er godt at arbejde med sig selv gennem sang og rytmer.
“Musikken hjælper os med at slippe de bekymringer, vi har. Den løfter ligesom energien i et lokale og giver folk en følelse af fællesskab. Og så styrker det immunforsvaret. Så jeg kan faktisk slet ikke tænke på en grund til, hvorfor man ikke skulle synge,” smiler hun.
Christina Boelskifte har en diplomeksamen fra rytmisk musikkonservatorium, har studeret musikvidenskab og underviser i sang. Hun stiftede bekendtskab med Scleroseforeningen, da hun i 2011 var med til udarbejdelsen og indspilningen af Scleroseforeningens sang “Jeg vil rejse jorden rundt”.
Et blødt punkt
Derfor var Christina Boelskifte heller ikke i tvivl, da medarrangør Morten Lynggaard ringede og spurgte, om hun ville undervise til Camp Personlig Udvikling i år.
“Selvfølgelig ville jeg være med. Jeg har fået en helt særlig forkærlighed for de her mennesker. Indspilningen af Scleroseforeningens sang var en vidunderlig oplevelse. Så jeg vil bare gerne bidrage til, at deltagerne får en skøn dag og får noget ud af campen,” fortæller hun.
Og dét stråler ud af hende, mens hun står foran deltagerne i Grenå. Med store armbevægelser dirigerer hun gruppen, før hun med tre lang skridt springer gennem lokalet og om bag keyboardet for at krydre de brummende stemmer med sprøde tangenttoner.
“Sådan, hvor lyder det bare godt! Vi tager den en gang til!”
Du kan læse meget mere om Scleroseforeningens andre camps her.