Gå til hovedindhold

Covid-19: Genåbning - fest eller fare?

1. februar 2022
Kort fortalt

Alle coronarestriktioner væk, og der breder sig en euforisk stemning blandt danskerne, der næsten kunne minde om befrielsen 4. maj: Danmark er atter frit! Fjenden er denne gang ikke den tyske besættelsesmagt, men en alvorlig sygdom, der i to år har truet os på livet og lammet os med frygt. Men er det så slut nu? Kan alle slippe frygten for smitte og alvorlig sygdom nu? Nej, nogle skal fortsat passe på.

Det er slut med kravene om mundbind og coronapas. De faldt bort i dag den 1. februar 2022 sammen med alle øvrige restriktioner, der har været indført af myndighederne i deres epidemihåndtering, siden covid-19 kom til Danmark for snart to år siden og vendte op og ned på vores hverdag. 

Bag os har vi ikke bare ét, men to forsømte forår. Det har ramt mange hårdt. Foran os venter nu et forår helt uden restriktioner. Vi er frie til at forsamles, feste, stuve os sammen på små beværtninger og skåle i fadøl til den lyse morgen, hvis det er det, vi vil. Men det er ikke lige ufarligt for os alle at kaste alle forbehold over bord. Smitten er stadig iblandt os. Lige nu er den på sit højeste, og nogle af os er mere i risiko for at få et alvorligt forløb ved smitte end andre. Derfor gælder Sundhedsstyrelsens anbefalinger stadig for alle: Vask hænder, luft ud og bliv hjemme, når du er syg. 

Sammenfaldende med genåbningen har Sundhedsstyrelsen desuden udsendt seks anbefalinger til de personer, der er i særlig øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19. Du kan se anbefalinger nederst i artiklen og læse mere om dem her.

Omikron er ikke bare en influenza

De fleste som bliver smittet med coronavirus, hvor Omikron lige nu er den dominerende variant, vil få et mildt forbigående sygdomsforløb, som ofte går over sig selv uden behandling. Lige nu ser vi derfor, at der er rigtig mange smittede i Danmark, men kun få indlagte med alvorlig sygdom. Det er blevet forklaret med, at vi i Danmark har en meget høj vaccinationsgrad, og at Omikron generelt giver mildere sygdomsforløb. Det gælder også de fleste mennesker med sclerose.

Men selv om den dominerende Omikron-variant giver et mildere forløb for de fleste, betyder det ikke, at den bare er at sidestille med en influenza, påpeger forskningschef i Scleroseforeningen Lasse Skovgaard:

”Nogle mennesker med sclerose er særligt sårbare for at få et alvorligt sygeforløb, hvis de smittes med covid-19. Det gælder også, hvis de smittes Omikron, og de skal stadig være opmærksomme på at passe på sig selv, også selv om de er vaccinerede mod covid-19.”

Men hvilke personer med sclerose er det, der er i særlig øget risiko?

”Det drejer sig blandt om mennesker med sclerose, som er i behandling med præparater, der gør, at de ikke danner antistoffer i samme grad som andre og dermed ikke har samme beskyttelse af vaccinerne. Det gælder personer i behandling med Ocrevus, Rituximab, Lemtrada, Gilenya, Mayzent og personer, der har fået en stamcelletransplantation. Det er de samme personer som af samme grund blev tilbudt 3. stik i efteråret før den øvrige befolkning, og som formentlig også allerede har fået tilbudt 4. vaccinestik,” forklarer Lasse Skovgaard.

Herudover vil der være mennesker med sclerose, der på grund af alder er i særlig risiko for et alvorligt sygeforløb ved smitte med covid-19, eller som er i særlig risiko på grund af andre diagnoser, der kan medføre en øget sårbarhed. De skal også være særlig opmærksomme på at følge Sundhedsstyrelsen råd og anbefalinger til, hvordan de passer bedst på sig selv.

Reagér hurtigt ved smitte, hvis du er i øget risiko for alvorligt sygeforløb

Heldigvis er der i dag også virksomme antistofbehandlinger, som mennesker med sclerose, der er i øget risiko for et alvorligt sygeforløb, kan få, hvis de bliver smittet. Bliver du smittet med covid-19, og er du i øget risiko for et alvorligt sygeforløb, er det vigtigt, at du kontakter din læge eller scleroseklinik hurtigt. For antistofbehandlingerne skal igangsættes inden for få dage, efter at du har fået symptomer.

Du kan læse om covid-19-antistofbehandlingerne her. Sundhedsstyrelsen har lavet en liste over målgruppen for antistofbehandlingerne og nærmere anvisninger for, hvordan du skal forholde dig her, hvis du tilhører målgruppen og bliver smittet. Du kan se, om du tilhører målgruppen her.

”Er man i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, skal man derfor hurtigt ringe til sin egen læge eller en skleroseklinik, så snart man opdager, at man er smittet,” siger Lasse Skovgaard.

 

 

Sundhedsstyrelsens råd til dig, der er i øget risiko

  • Få 3. stik med det samme, når du modtager invitation til revaccination i e-boks. Udvalgte personer med et svært nedsat immunforsvar tilbydes nu et 4. stik.
  • Følg Sundhedsstyrelsens seks generelle råd og bed andre om at tage hensyn
  • Undgå store forsamlinger med mange mennesker, hvor du ikke kan holde afstand
  • Overvej brug af mundbind i det offentlige rum, hvis det ikke er muligt at holde afstand
  • Overvej at tale med din arbejdsplads om, hvordan I sammen kan sikre, at du er tryg ved at gå på arbejde.
Der er ingen kommentar endnu