Daniel fik blodstamcellebehandling: nu er alle drømme opfyldt
For fire år siden fik Daniel blodstamcellebehandling for sin sclerose. I dag har Daniel fået opfyldt alle de drømme, som netop sclerose forhindrede ham i.
Måske husker du Daniel? Ham har vi besøgt flere gange. Første gang i 2017, hvor han drømte om at bygge sit eget hus, om at få børn, dyr og frugttræer. I dag er der gået fire år, og han kan krydse flere ting af listen.
Daniel og hans kæreste har udvidet familien endnu engang og har nu to børn. Samtidigt kan de fejre rejsegilde på det nedlagte landbrug, de selv har renoveret. Og til det kan Daniel kun sige:
”Det er vildt, at det hele er opnået nu.”
Selvom Daniel er glad og har opnået sine drømme, lå det ikke i kortene, at det skulle gå sådan til. Daniel modtog for fire år siden en blodstamcellebehandling, der er en risikofyldt behandling, men potentielt kan bremse eller forbedre sclerosen. Før stamcellebehandling var Daniel så præget af sclerose, at han ikke ville drømme så stort:
”Jeg niver mig selv i armen over, at jeg ikke ville vælge det til på det tidspunkt.”
Det kan være svært at spå om, hvordan hverdagen i dag ville have været uden stamcellebehandling. Alligevel tror Daniel, at behandlingen har haft stor betydning for, hvordan livet ser ud i dag.
”Jeg ved ikke, om det er blodstamcellebehandlingen, der har givet det liv, som jeg har i dag, men den har været en stor del af det. Jeg er ret sikker på, at hvis ikke jeg havde fået den, tror jeg ikke, at jeg ville have haft så meget mod på livet. Købe den her ejendom, sætte den i stand og sætte børn i verden.”
Faktaboks om blodstamcellebehandling
Ved blodstamcellbehandling ’tapper’ man kroppen for raske blodstamceller, for derefter at slå t-cellerne og immunforsvaret ned. T-cellerne angriber myelinen omkring nerverne hos sclerosepatienter. Derefter sender man de raske blodstamceller fra patienten tilbage i kroppen, som så genopbygger immunforsvaret. Blodstamcellebehandling er en risikofyldt proces, blandt andet fordi man skal igennem flere kemoforløb.
Ville gøre det hele igen
Daniel var for fire år siden tynget af træthed og mærkede sin krop blive dårligere og dårligere pga. sclerose. Derfor valgte han at få en blodstamcellebehandling. Selvom det var en hård kamp, er han i dag er langt mindre påvirket af sin sclerose.
I dag påvirker sclerosen kun Daniel ved, at han har en dropfod, har skader på den ene arm og har behov for at hvile sig en halv time om dagen.
”Sclerosen er der, og jeg tænker på den hver dag. Den er en del af mig, men ikke noget, der fylder særlig meget.”
Når Daniel ser tilbage på sine overvejelser omkring at få behandlingen, ville han uden tøven havde gjort det igen. For i dag er det ikke kun ham selv, han har med i sine overvejelser. Det også børnene.
”Jeg havde taget behandlingen igen, selv hvis jeg også havde børn på det tidspunkt. Hvis jeg ser tilbage på mig selv før behandlingen, så synes jeg ikke, at det ville være rimeligt overfor børnene. Så tror jeg, at jeg ville være endnu mere villig til at gøre, hvad som helst.”
Den vigtigste fremtidsdrøm
I fremtiden drømmer Daniel om at kunne lave en blåbærplantage på gården og få nogle flere dyr. Dog er der én drøm, der er vigtigere end noget andet:
”Det vigtigste er, at mine børn har en god og tryg barndom, og at det aldrig skal gå ud over dem, at jeg skal leve med sclerose.”
For Daniel har det været vigtigt at finde det rigtige tempo for sine planer og drømme og tage udgangspunkt i den situation, man er i:
”Vi tager en ting ad gangen. Det er også noget af det jeg her lært, i stedet for at skulle have det hele på en gang, så bliver det kun halvt”
Du kan læse mere om blodstamcellebehandling i vores tema her.