Gå til hovedindhold

Data gør os klogere på graviditet og sclerose

19. oktober 2020
Kort fortalt

Mange kvinder får sclerose i den periode, hvor de overvejer at stifte familie. Derfor fylder graviditet og behandling meget for mange. Ph.d.-studerende Johanna B. Andersen og neurolog Melinda Magyari giver her et overblik over den seneste forskning på området.

Foto: Colourbox.

Hver dag bliver der indsamlet oplysninger om graviditet hos kvinder med sclerose i hele verden. Den data er nødvendig for at skabe ny viden gennem forskning, og derfor bliver man hele tiden klogere på området.

Eksempelvis har forskere fra Californien igennem mere end otte år samlet data for mor og barn fra journaler hos kvinder, der har været i behandling med Rituximab under graviditeten. Det nye studie tyder ikke på, at behandlingen øger sandsynligheden for tidlig fødsel eller giver komplikationer under graviditeten eller fødslen. Selvom studiet viser positive resultater, så tror neurolog på Rigshospitalet Melinda Magyari ikke, at det vil ændre på den nuværende anbefaling om, at sidste behandling med Rituximab skal være 12 måneder før planlagt graviditet.

”Men resultaterne forstærker vores opfattelse af, at hvis man skulle blive uplanlagt gravid under behandling med Rituximab, er der ikke noget, der tyder på, at man skal være bekymret for selve graviditeten, misdannelser eller fødselskomplikationer,” fortæller Melinda Magyari.

Men det er ikke kun behandling under graviditet, vi bliver klogere på. Vi får også langsomt mere viden generelt om graviditet, når man har sclerose.

Hvor langt er forskningen?

Forskningen i graviditet og sclerose bliver foretaget på baggrund af data, der gradvist udvides.

”Der er store registre, der observerer og registrerer, hver gang der er en ny graviditet. Det er den data, man langsomt bygger op og foretager undersøgelser med, men det går langsomt med indsamlingen,” forklarer Johanna B. Andersen, der er kandidat i folkesundhedsvidenskab og i gang med sin ph.d., der netop omhandler kvinder med sclerose og graviditet.

Man gennemfører altså ikke kliniske forsøg, hvor man tester forskellige behandlinger på kvinder med sclerose, der gerne vil være eller er gravide. Det er der en helt særlig grund til.

”Problemet med medicin og gravide er, at det er svært at undersøge, for det er ikke etisk i orden. Derfor kommer vores evidens fra studier, hvor man bliver uplanlagt gravid under behandling,” forklarer neurolog Melinda Magyari.

Men udfordringen betyder ikke, at der ikke bliver forsket. Johanna B. Andersen har som en del af sin ph.d. undersøgt, om der er forskel på komplikationer under graviditet og fødsler blandt kvinder med og uden sclerose. Resultatet tegner positivt:

”Der er intet, der indikerer, at kvinder med sclerose generelt har flere eller andre graviditetsgener end kvinder uden sclerose. Den største forskel, vi har fundet, er, at der er væsentligt flere kvinder med sclerose, der selv vælger at få kejsersnit, end i resten af befolkningen. Vi formoder, det er, fordi man forsøger at undgå eventuelle stressfaktorer under fødslen,” fortæller Johanna B. Andersen.

Behandling under graviditet

Når du har sclerose og gerne vil være gravid, er der flere ting, der spiller ind, i forhold til hvordan og hvornår du bør gennemføre graviditeten. Det handler ifølge Melinda Magyari blandt andet om, hvor gammel du er, om du har børn i forvejen, og om hvor aktiv din sygdom er.

”Det vigtigste er at tale med sin neurolog om, hvornår man gerne vil være gravid, så man kan sørge for at holde sygdommen i ro og undgå unødvendigt medicinskift. Derudover anbefaler vi, at man så vidt muligt er attakfri i året op til graviditeten, for så er risikoen for at få et attak efter fødslen mindre,” siger Melinda Magyari, der dog slår fast, at hvis det ikke er muligt at være uden attakker i et år, så kan man i samarbejde med sin neurolog finde en behandling, der kan hjælpe med at holde sygdommen i ro.

Hvad med fremtiden?

De store mængder data, der bliver samlet, giver håb for meget mere viden om graviditet og behandling i fremtiden. Det fortæller neurolog Melinda Magyari:

”Vi forestiller os, at vi i fremtiden kan anbefale behandlinger, som man kan fortsætte med under graviditet, eller langtidsbehandlinger, som man kan få inden graviditeten, så man ikke skal bekymre sig over, hvornår man skal stoppe og starte på medicin.”

Der er ingen kommentar endnu