De første globale forskningsprojekter i progressiv sclerose sættes i gang
Den internationale sammenslutning ”Progressive MS Alliance”, som Scleroseforeningen bidrager til med en halv million dollars, sætter navne på de første forskningsprojekter, der får støtte
Det sker i dag på verdens største årlige sclerosekongres ECTRIMS, der i disse dage afholdes i Boston, USA.
I alt 22 millioner euro (næsten 164 millioner kroner) vil de næste seks år blive skudt i forskningen indenfor progressiv sclerose, som er den variant mere end halvdelen af alle sclerosepatienter lider af, men som der i dag ikke findes behandling mod. Pengene kommer fra ”Progressive MS Alliance”, der sidste år så dagens lys på initiativ af scleroseforeningerne i USA, Storbritannien, Holland, Canada, Italien og den internationale scleroseparaply ”Multiple Sclerosis International Federation”. Den danske scleroseforening gik med som det første støttemedlem ud over stifterne og har skudt en halv million dollars i projektet.
Stor interesse i at forske indenfor progressiv sclerose
Her i første runde er 22 forskningsprojekter valgt til at modtage støtte – ud af 195 ansøgere. Projekterne er kortvarige innovative pilotstudier, som skal tage fat på behandlingsmuligheder og nogle af de videnshuller og den manglende infrastruktur der er på området, så forskningen kan drives videre frem.
Der er tale om forskningsprojekter indenfor følgende nøgleområder: Kliniske studier, hvor man vil teste forskellige behandlingsmuligheder, studier af forskellige specifikke stoffer (biomarkører), der kan sige noget om progressionen af sygdommen, genetiske studier, studier i den bedste rehabilitering for mennesker med progressiv sclerose, studier i de forandringer i mekanismen, der fører til progression og udviklingen af nye sygdomsmodeller, der kan bruges i efterforskningen af sygdommen. Alle projekterne varer mellem et og to år. Senere på året kommer der endnu en ansøgningsrunde, hvor forskere igen kan søge om støtte til forskning i progressiv sclerose.
Fra planlægning til handling
Både Scleroseforeningens direktør og næstformand er til stede i Boston, og de glæder sig begge over, at der nu er sat navn på de første forskningsprojekter, der får støtte af alliancen. "For mig er det her et fantastisk øjeblik. Det er det, vi har arbejdet på i lang tid som en global bevægelse. Nu begynder arbejdet for alvor med at finde en løsning til mere end halvdelen af alle med sclerose. Det er fantastisk, at der er kommet indhold på forskningsdelen. Nu er det ikke længere planer og ideer men virkelighed," siger Mette Bryde Lind, Scleroseforeningens direktør, der suppleres af sin næstformand:
”Vi er stolte over, at vi i Danmark er med på det her niveau. De indkomne forslag har været af en så høj kvalitet, at der bliver uddelt 22 bevillinger og ikke kun de 15, der oprindeligt var meldt ud. Det vidner om stor interesse og høj kvalitet i feltet," siger Jette Bay.