”De otte meter gav mig følelsen af at have gennemført et marathon”

Marts 2011

”Du vil ikke ende som en bitter person, var det ikke sådan,” spørger Camilla Mørchs neurolog.

”Nej det vil jeg i hvert fald ikke,” vrisser Camilla Mørch

”Jamen, så er du nødt til at acceptere, at det er sådan her din situation er! Du kommer ikke til at rejse dig fra den kørestol,” forklarer neurologen hende.

Det var attakvis sclerose, der havde bundet Camilla til den kørestol, hun ikke kunne forene et liv med. En helt almindelig morgen vågnede hun, og kunne pludselig ikke mærke halvdelen af sin krop. Det føltes som om, at den sov. Og efter adskillelige undersøgelser fik hun diagnosen og konstateringen med fra sin neurolog.

Men Camilla fortæller, at hun kun tænkte én tanke, da han sagde, at hun måtte lære at acceptere livet i en kørestol.

”Nu skal jeg satme vise ham!”

April 2011

Camilla Mørchs far har altid sagt, at Camilla minder om en stædig lille terrier. Sådan en du ikke bør udfordre, hvis ikke du virkelig mener det.

”Neurologen skulle i hvert fald ikke bestemme, hvad jeg skulle, for jeg ville fandeme op af den kørestol, og jeg ville kunne løbe igen,” fortæller Camilla.

”Jeg vil kunne løbe hurtigt ud på legepladsen, hvis mine børn falder og slår sig. Det skal ikke være naboen, der hjælper dem, det skal være mig!”

”Men for mig betyder løb også frihed og ro. Det er der, jeg får et pusterum fra det hele, når jeg får løbeskoene på og kommer afsted. Så det svarede lidt til, at jeg fik en dødsdom, da jeg pludselig skulle sidde i en kørestol,” forklarer Camilla.

Maj 2011

Tiden efter stod på attak efter attak. Og selvom Camilla ville op af kørestolen, smuldrede lysten til at kæmpe videre, i takt med at sygdommen blev ved med at udvikle sig, og huset blev fyldt med folk, der skulle hjælpe hende.

”Jeg følte virkelig, at vores hjem blev invaderet af forskellige instanser, der rykkede lidt i min arm, eller lavede mærkelige fingerøvelser på mig,” forklarer Camilla.

”Det var som om, at jeg var statist i mit eget liv og var påduttet det hele, selvom jeg faktisk ikke havde lyst længere.”

”Jeg fik endelig en dag sagt til en af hjælperne, at jeg faktisk ikke havde lyst til at træne, men så kiggede hun over på mine børn,” fortæller Camilla.

”Nå, men det kan jo være, at de har lyst til, at du prøver,” svarede hun mig tilbage.

August 2011

Sygdommen blev stadig ved med at dukke op, og Camilla faldt dybere ned i noget, der føltes som et deprimerende hul. Og det var derfor, at hun en dag kontaktede sin tidligere fysioterapeut.

”Morten, vi bliver simpelthen nødt til at gøre noget, for jeg kan ikke den her sygdom – og den kan ikke mig!”

”Det var du godt nok længe om at indse. Hvad tænker du, at vi skal gøre,” svarede han.  

”Vi bliver bare nødt til at gøre et eller andet,” siger Camilla.

Februar 2012

I næsten ét år havde Camilla ikke snøret Alpina-skoene og løbet sig en tur. Hun sad stadig i kørestolen, som neurologen havde forudset – og hverken hendes læge eller fysioterapeut kunne hjælpe hende ud af den. På dét tidspunkt fangede Camillas læge, at der virkelig måtte ske noget.

”Det var et total bagholdsangreb,” fortæller hun.

”Min læge fik ringet til Sclerosehospitalet i Ry, og de fandt lynhurtigt en plads til mig. Så ringede han til min daværende mand, der kørte mig derop et par dage senere og skubbede mig ind ad døren.”

”Ej, men du behøver heller ikke at prøve at rejse dig fra den stol, for det kan du jo alligevel ikke,” tirrede den fysioterapeut, der var tilknyttet Camilla, de fire uger hun tilbragte på sclerosehospitalet i Ry. 

”Og så skulle jeg i hvert fald op,” fortæller Camilla, der hurtigt fandt ud af, at hendes nye fysioterapeut havde helt styr på, hvilke tangenter der skulle holdes nede for at få Camilla i gang.

Marts 2012

Selvom Camilla stadig sad i sin kørestol, skete der noget, kort tid efter hun kom hjem fra opholdet i Ry. Det var en konvolut med en dato på et 20 års efterskole-jubilæum, der slap den stædige terrier løs i hende.

”Jeg ville fanme ikke have, at de skulle se mig i den her kørestol, så jeg startede med at træne fra morgen til aften,” fortæller hun.

”En dag tog jeg mig selv i at sidde og kigge ned på mine fødder, og så tænkte jeg, ´Hvorfor fanden vil i ikke virke,´” forklarer Camilla.

”Så rejste jeg mig op, uden at der var nogen, der holdt fast i mig, og pludselig stod jeg der på begge mine fødder. Og så tog jeg bogstavelig talt skridtet videre.”

April 2012 

Jubilæet kom nærmere, og det samme gjorde Camillas mobilitet. Med hjælp fra sin fysioterapeut Morten pressede hun kroppen op af kørestolen flere gange hver uge.

”En dag tog jeg bare min krykke, og så gik jeg, med sveden haglende, de tre hundrede meter fra mit hjem og hen til min fysioterapeut,” fortæller Camilla.

”Hvordan er du kommet herhen,” spurgte han mig.

”Jeg er gået!”

”Jamen, du er jo vanvittig! Så skal vi ikke træne i dag, for du har jo brugt alt dit krudt,” udbrød han.

”Det kan du dælme tro, vi skal,” svarede Camilla tilbage.

Maj 2012

En dag i starten af maj stod Camilla på asfalten foran fysioterapien og ventede på Morten.  

”Hvad skal vi træne i dag,” spurgte han, da han nåde over til hende.

”Jeg kunne altså godt tænke mig at prøve at løbe, Morten,” fortæller hun.

”Det kan du ikke! Det kan du altså bare ikke endnu,” svarede han, men vendte sig så rundt på asfalten, og gik otte meter væk fra hende.

”Men jeg er egentlig ligeglad, det er op til dig. Så kom! Vis, hvad du kan!” råbte han.

”Jeg stod der og måtte trække vejret dybt. Og så løb jeg.”

”Jeg løb de otte meter, med den ondeste dropfod, lige ind i armene på ham. Måske mest fordi jeg var ved at falde lige foran ham, men jeg gjorde det sku,” fortæller Camilla.

Juni 2012

Efter mere end et år på hjul, gik turen til Ry, da Camilla skulle fejre, at hun igen kunne løbe på to stabile ben.

”Jeg følte selv, at det var en kæmpe succes, så jeg ville gerne fejre det ordentligt,” fortæller hun.

”Derfor kørte jeg til Ry, og fik fat på Marianne, som var min fysioterapeut, da jeg var der. Jeg spurgte, om hun havde tid et øjeblik.”

”Ja da, hvad er der?” spurgte hun mig.

”Og så sagde jeg, at hun lige skulle tage løbeskoene på, når hun fik tid. Vi løb tre kilometer sammen, og det var første gang, siden det hele startede, at jeg løb så langt,” forklarer Camilla.