De seks søstersygdomme:
Opdateret: 26.10.2020
Sclerose er en sygdom med mange ansigter, og den kan være svær at diagnosticere. I sjældne tilfælde er der endda slet ikke tale om sclerose, men en lidelse, der minder meget om. Disse beslægtede sygdomme hører også til i Scleroseforeningen, og dem sætter vi fokus på her.
Neuromyelitis optica (NMO):
En kronisk scleroselignende sygdom i hjernen og rygmarven – typisk med symptomer fra synsnerverne (opticus neuritis) og rygmarven (myelitis), der ofte forveksles med sclerose. Sygdommen kan give synsnedsættelse og problemer i armene og benene og have et ret voldsomt forløb med alvorlige lange attakker. Sclerosemedicin virker ikke mod NMO. »Der findes ikke en godkendt behandling til NMO, men behandling med binyrebarkhormon og immunundertrykkende medicin benyttes«. Der findes i dag cirka 60-70 patienter i Danmark, og sygdommen ses oftest blandt kvinder.
Anti-MOG syndrom:
Anti-myelin oligodendrocyte glycoprotein (Anti-MOG) syndrom er en inflammatorisk demyeliniserende sygdom i central nervesystemet, som ofte involverer de optiske nerver og rygmarven. Den præcise årsag til sygdommen er stadig uklar. Dog har det vist sig, at patienter i næsten 50% af tilfældene har været ramt af en infektion forud for sygdommens debut. Man mistænker derfor, at sygdommen kan opstå som følge af påvirkning af blod-hjerne-barrieren efter infektion. Langt de fleste tilfælde af anti-MOG syndrom har et forløb med tilbagevendende attaks, men sygdommen kan også optræde som en enkeltstående episode. Sygdommen viser sig oftere i barndommen end i voksenlivet.
Schilder’s sygdom:
Meget sjælden medfødt demyeliniserende lidelse, der normalt viser sig i barndommen. Skyldes fravær af et enzym, der er nødvendigt for nedbrydning af visse fedtsyrer. Sygdommen resulterer i, at myelinskeder omkring nervefibrene i hjernen gradvist ødelægges. Sygdommen er progressiv, og uden behandling er lidelsen fatal. Symptomer kan inkludere: demens, kramper, ubalance, inkontinens, muskelsvaghed, hovedpine, tale- og føleforstyrrelser.
Transversel myelitis:
Skyldes betændelse i rygmarven (myelitis) tværs hen over (transversal) rygmarven. Sygdommen er ikke arvelig, men opstår ofte som komplikation til virussygdomme, sclerose eller blodkarsygdomme i rygmarven. Symptomerne er pludseligt indsættende rygsmerter, muskelsvaghed og snurrende fornemmelser i benene. Kan udvikle sig til lammelser og manglende kontrol over blære- og tarmfunktion. Sygdommen kan ramme både børn (10-19 år) og voksne (ofte 30-39 år).
Balos sygdom:
Demyeliniserende sygdom, hvor det hvide stof i hjernen er beskadiget. Forekommer hyppigst blandt unge voksne, og ofte blandt asiater. Kan ramme alle områder af centralnervesystemet, og symptomer er derfor meget forskellige. Kan forekomme alene eller sammen med sclerosesymptomer og forløber oftest progressivt. I sjældne tilfælde ses attakker og spontan helbredelse. Sygdommens udbredelse og mekanismer bag er ukendt.
Akut dissemineret encephalomyelitis (ADEM):
Skyldes betændelse i myelinskeder i både rygmarv (myelitis) og hjerne (encephalitis). ADEM rammer primært børn under 10 år og opstår oftest i vintermånederne som komplikation til virusinfektioner. I modsætning til sclerose er der typisk kun ét sygdomsudbrud, hurtigt og med mange forskellige symptomer på én gang. Nakkestivhed, omtåget-hed og kramper kan opleves ved ADEM, men ses yderst sjældent ved sclerose.