Gå til hovedindhold

De vil bremse skader i hjernen hos mennesker med sclerose

15. oktober 2018
Kort fortalt

Kan man mindske ødelæggelser i hjernen hos mennesker med en neurologisk sygdom, hvis man blokerer et helt særligt signal? Det har en amerikansk forskergruppe kastet sig ud i at undersøge, og det ser lovende ud.

Det er ikke noget nyt, at sclerose angriber og ødelægger nervesystemet hos de mennesker, der lever med sygdommen. Men nu ser det ud til, at en amerikansk forskergruppe har gravet sig nærmere en fremtidig løsning på, hvad man kan gøre for at stoppe de ødelæggende angreb.

Den efterhånden kendte forskergruppe fra University of Virginia School of Medicine har nemlig undersøgt, hvilken betydning det har, hvis man blokerer et specielt signal, som sendes igennem vores hjernes lymfekar, der forbinder hjernen og immunsystemet.

Hjernens lymfekar transporterer lymfevæske rundt i kroppen. Lymfevæsken er med til at bekæmpe infektioner og betændelsestilstande, men det er ikke det eneste, der kan løbe igennem lymfekarret. 

De skadende immunceller skal bremses


En af forskerne bag projektet, Antoine Louveau, forklarer til UVAToday, at deres forskningsdata viser, at der sendes et signal fra hjernen til lymfeknuderne, som er en vigtig del af kroppens immunsystem. Lymfeknuderne fortæller så vores immunceller, at de skal tage turen op til og ind i hjernen igennem lymfekarret, der forbinder immunsystemet og hjernen.

Når det sker, skader det hjernen. Præcis som man ser, at sclerose og andre neurologiske sygdomme gør. Men det er det signal, den amerikanske forskergruppe har prøvet at blokere med en præcisionslaser som redskab.

Nye muligheder i fremtiden 
 

Det er forsøgsmus, der i første omgang er blevet brugt til at bevise effekten af behandlingen. Og resultaterne ser lovende ud. Det har nemlig vist sig, at der er en hel del færre af de ødelæggende immunceller, der sendes op til musens hjerne, efter forskerne har blokeret signalet.

Det betyder, at den handling i fremtiden kan være med til at bremse nogle af de ødelæggelser, som sclerose skaber i hjernen. Men der er stadig brikker, som forskergruppen mangler at få styr på. 

For hvad det præcis er for et signal, hjernen sender afsted til lymfeknuderne, er stadig uvis. Derfor bliver det næste skridt i forskningen, da den viden er nødvendig. Det fortæller forsker Antoine Louveau til UVAToday.

Han uddyber, at resultaterne fra den forskning, de allerede har på plads, beviser, at hjernen og immunsystemet i mennesker er forbundet og arbejder tæt sammen, og der derfor ligger nogle spændende muligheder i at påvirke netop det system i fremtiden.

Der er ingen kommentar endnu