Gå til hovedindhold

Debatindlæg: Fremskynd afskaffelsen af ægtefællemodregning, inden vinteren sætter ind

11. oktober 2022
Kort fortalt

1. januar får familier, hvor den ene part er syg og på pension, og den anden er ene om at have en arbejdsindkomst, mulighed for at øge den raskes arbejdsindkomst uden modregning i den syges pension. Men det er ikke hurtigt nok, lyder det fra vores direktør i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Vi står midt i en krisetid, og derfor opfordrer han politikerne til at afskaffe ægtefællemodregningen, inden vinteren sætter ind.

Priserne galopperer opad, og det vil tage flere år at tøjle dem, forlød for nylig Nationalbankens dystre forudsigelser. Forbrugerprisindekset lå i september 10 procent højere end sidste år, og vi skal spole en halv menneskealder tilbage for at finde mage til den udhuling, vi oplever af købekraften lige nu. For en helt almindelig børnefamilie med to voksne og to børn er omkostningerne steget med omkring 35-40.000 kr. om året.

Men ikke alle familier har lige muligheder for at påvirke deres økonomi i en akut krisetid. Det gælder eksempelvis familier, hvor den ene forælder har mistet sin erhvervsevne og er på førtidspension, mens den anden er ene om at have en arbejdsindkomst. Mens ovennævnte såkaldt helt almindelige børnefamilie typisk har to raske forældre at trække på, som det står frit for at supplere deres indtægter i en uforudset krisetid, så er sidstnævnte familier reelt frataget muligheden for at påvirke deres økonomi.

På grund af reglerne om ægtefællemodregning har familier, hvor den ene part er på førtidspension, seniorpension eller folkepension, nemlig ikke mulighed for at øge familiens indtægter ved, at den raske part tager en ekstravagt, et bijob eller lignende, uden modregning i den andens pension.

I et debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad i dag opfordrer vores direktør Klaus Høm derfor politikerne til at fremskynde aftalen om at afskaffe ægtefællemodregningen, så aftalen træder i kraft, før vinteren sætter ind. 

"Giv disse familier samme muligheder som alle andre familier for at supplere deres økonomi i en tid, hvor prisen på helt basale fornødenheder slår bunden ud af familiernes økonomi. Kom dem økonomisk til undsætning ved at afskaffe ægtefællemodregningen nu, inden vinteren for alvor sætter ind," lyder der fra fra Klaus Høm i debatindlægget, som du kan læse her.

Giv familier, der i forvejen har alvorlig sygdom at slås med, samme muligheder som alle andre familier for at supplere deres økonomi i en tid, hvor prisen på helt basale fornødenheder slår bunden ud af familiernes økonomi. Kom dem økonomisk til undsætning ved at afskaffe ægtefællemodregningen nu

Klaus Høm

Direktør i Scleroseforeningen

Der er ingen kommentar endnu