Gå til hovedindhold

Deltagere søges til forskningsprojekt om effekt og bivirkninger ved brug af medicinsk cannabis

8. april 2019
Kort fortalt

Der søges lige nu deltagere til et nationalt forsøg, der vil afdække effekten og bivirkninger ved brug af medicinsk cannabis i forbindelse med nervesmerter og spasticitet.

Hvordan påvirker medicinsk cannabis kroppen? Hvilken effekt kan cannabis have på nervesmerter og spasticitet, og hvilke bivirkninger kan der være ved brugen af det?

De spørgsmål stiller forskere på Århus Universitetshospital med et nyt nationalt forskningsprojekt om effekten af medicinsk cannabis på nervesmerter og spasticitet hos patienter med sclerose og patienter med rygmarvsskade. Samtidig vil de med projektet prøve at afdække forskelle i effekten af forskellige aktive indholdsstoffer i cannabisplanten.

I forbindelse med undersøgelsen søger de patienter over 18 år, der enten er:

- Patienter med sclerose, der er tilknyttet eller henvist til en af scleroseklinikkerne i Danmark 
- Patienter med rygmarvsskade, der er tilknyttet eller henvist til Vestdansk Center for Rygmarvsskadede i Viborg og Klinik for rygmarvsskader på Rigshospitalet

Og som oplever kroniske nervesmerter eller spasticitet.

Du kan desværre ikke deltage, hvis du er gravid eller ammer, samt hvis du har:

Ukontrolleret forhøjet blodtryk, hjertekar sygdom, epilepsi, psykisk sygdom - som ikke behandlet depression eller skizofreni - eller et tidligere eller aktuelt cannabis misbrug.

Projektet foregår således…

at du – hvis du bliver udvalgt til projektet – vil skulle gennemgå en lægeundersøgelse samt, at du inden og under projektet skal udfylde en række spørgeskemaer om livskvalitet, hukommelse, stress og søvn. Under projektet vil der ligeledes være fastlagte telefonkonsultationer og kontroller på din scleroseklinik, og du vil samtidig blive bedt om hver dag at udfylde en dagbog med dine symptomer og mulige bivirkninger.

Du vil blive behandlet med projektmedicinen i 7 uger i alt, og forsøget udføres på scleroseklinikkerne og de to centre for rygmarvsskade i Danmark. Det er ikke tilladt at køre bil eller motorcykel i behandlingsperioden.

Er du interesseret i at deltage, eller vil du høre mere?

Så kontakt din scleroseklinik eller dit center for rygmarvsskade. Hvis ikke du er tilknyttet en klinik eller et center, kan du kontakte overlæge Kristina Bacher Svendsen fra neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital på telefon 78 45 42 22 eller email auh.mssci@rm.dk

Du kan læse mere om projektet her. 

Der er ingen kommentar endnu