Gå til hovedindhold
TemaCorona og scleroseSe hele temaet

Derfor afgør særlige kriterier, om du kan blive indlagt på Sclerosehospitalerne

9. september 2020
Kort fortalt

Det handler udelukkende om sikkerhed, når Sclerosehospitalerne vurderer, at ikke alle patienter kan få tilbudt en indlæggelse. Sådan lyder det fra overlæge Lars Storr, som er neurolog på Sclerosehospitalet i Haslev.

Sclerosehospitalet Ry

Coronavirusset er skyld i, at det normale ikke længere er muligt. Det oplever de i høj grad hos Sclerosehospitalerne, der har været nødsaget til at vurdere, hvilke patienter med sclerose der kan og ikke kan tilbydes et forløb, som smitte-situationen er nu.   

”Vores kriterier er baseret på den nyeste viden, vi har fra større undersøgelser – blandt andet fra et nyt fransk studie. Vi ved nu, at alder, vægt og handikapniveau øger risikoen for, at man vil opleve et voldsomt sygdomsforløb, hvis man får COVID-19,” forklarer overlæge i Roskilde og neurolog på Sclerosehospitalerne Lars Storr.

”For at beskytte dem bedst muligt har vi vurderet, at det ikke er forsvarligt at indlægge dem i en hel uge sammen med andre patienter og ansatte. Men vi tilbyder dem i stedet noget andet,” uddyber han.

Ikke helt så skrappe kriterier


Det nye franske studie, som Lars Storr nævner, har vist, at særligt alder, handikapgrad og overvægt øger risikoen for et intensiveret forløb, hvis man smittes med coronavirusset.

”Vi kan ikke lukke øjnene for, at de her faktorer viser sig at være problematiske. Det har vi simpelthen bevis for. Men vi har valgt at være en smule mere pragmatiske, end de resultater der er bevist i det franske studie, taget vores mange forholdsregler i betragtning. Ellers ville det udelukke rigtig mange med sclerose,” pointerer neurolog Lars Storr og forklarer:

”Derfor har vi vurderet, at det er forsvarligt at tilbyde uge-indlæggelse til patienter, som er under 70 år, har en BMI under 35 eller en handikapscore op til 7.5. Og de patienter der i øjeblikket ikke lever op til kriterierne, bliver i stedet tilbudt hjemmebesøg eller en heldags-behandlingsdag på et af Sclerosehospitalerne i stedet.”

Sclerosemedicin bekymrer ikke


Til gengæld er der intet, der længere tyder på, at sclerosemedicin er noget, man bør være nervøs for i forbindelse med den smitsomme virus. Flere undersøgelser – og senest det franske studie – har nemlig bekræftet den vurdering, som to danske professorer i henholdsvis sclerose og infektioner delte tidligere i år.

”De franske resultater viser, at behandlingerne mod sclerose ikke ser ud til at udgøre en øget risiko. Faktisk ser det ligefrem ud til, at nogle med sclerose i behandling oplever et mildere forløb med COVID-19 end gennemsnittet,” fortæller overlæge Lars Storr.

Læs mere om den forsigtige genåbning på Sclerosehospitalerne.

Der er ingen kommentar endnu