Det bedste, du kan være for andre, er god nok

Når det handler om at tage sig af en anden, så er godt nok bedre end perfekt. Det er bedre for den anden, for dig selv og for jeres forhold. Det gælder også dig, der er gift med eller lever sammen med en, der har sclerose. Dig, der er datter eller søn, far eller mor, søster eller bror, nær ven eller veninde. Eller dig, der selv har sygdommen og gerne vil passe godt på dig selv, dine nære og det bånd, I har. 

Hvorfor så det? Det kan vi lære af et begreb fra psykoanalysen. ”Good-enough mothering” hedder begrebet, der direkte oversat til dansk handler om at være en ”god nok” eller ”tilstrækkelig god” mor eller omsorgsgiver. ”The good-enough (m)other” – den gode nok anden – beskrives begrebet også for at understrege, at det kan være enhver anden end moren og gælde alle mulige andre relationer i livet.

Selvom de første faser af vores opvækst har stor betydning for udviklingen af vores person, så er det ikke faser, som opfattes som gennemlevede og noget, der bare kan lægges bag os. Ændrede vilkår – fx en sclerosediagnose, en drastisk forværring af sygdommen eller et pludseligt tab af selvstændighed som ved attakker – kan bringe os i en situation, der på mange måder kan sidestilles med en ”nyfødsel”, fordi det omstøder vores fundament og gør, at vi på ny skal tilpasse os verden. Vores personlighed og identitet er derfor ikke faste størrelser, men er livet igennem under konstant forandring. Vi er altså på vej.

Det samme gælder de forhold, vi sammen danner og dannes af. 
Derfor giver det også mening at overføre begrebet til relationer, hvor den ene drager aktivt omsorg for den anden, sådan som det ofte eller i perioder er tilfældet i relationen pårørende og nærtstående syg, mener psykoanalytiker og psykolog Lis Haugaard.

At rumme hinanden

Donald Winnicott er navnet på den britiske psykoanalytiker og børnelæge, der i efterkrigsårene introducerede begrebet om ”the good enough mother” og siden overførte begrebet til den psykoanalytiske praksis, hvor analysens funktion var at være ”den tilstrækkeligt gode mor” og derigennem skabe en tryg ramme om patienten.

Med ”the good-enough mother”-konceptet er der tale om, hvordan vi ved at rumme hinanden gør hinandens udvikling mulig og gør det muligt for hinanden at være og udfolde vores sande selv, forklarer Lis Haugaard.
Det, der med Winnicotts begreb helt præcist er tale om at rumme for at være en ”good-enough” omsorgsgiver, det er den krævende ”aggressive” eller ”destruktive” fase, som alle i begyndelsen af livet skal igennem som en helt nødvendig del af vores udvikling fra totalt afhængige af vores mor til at blive vores egen selvstændige person.

Samme fase vil indgå som en nødvendig del af al senere udvikling i vores liv, hvor vi skal kæmpe os fra at være underlagt nye, ændrede vilkår til at mestre dem, dvs. til at opnå en følelse af selvstændighed og kontrol i forhold til den nye situation. 

Tre stadier

Winnicott skelner mellem tre stadier i den tidlige udvikling, som går fra absolut afhængighed over relativ afhængighed til voksende uafhængighed, og som han ser som en skabelon for den udvikling, vi gennemgår igen og igen, når ændrede vilkår byder os på ny at skulle tilpasse os verden. Om den ”gode nok” eller ”tilstrækkeligt gode” mors eller omsorgsgivers rolle i denne udvikling siger han:

”Den tilstrækkeligt gode mor … tilpasser sig i starten fuldstændigt sit barns behov, men som tiden går, mindsker hun gradvist sin tilpasning i takt med, at barnets evne til at klare en mangelfuld tilpasning til dets behov bliver større.” 

Morens gradvise mindskelse af sin tilpasning til barnets behov og krav, er det, der hjælper barnet med at tilpasse sig den ydre verden og gøre sig fri af sin totale afhængighed, forklarer Winnicott. Men samtidig er det en nødvendighed, at hun formår at rumme barnet, dvs. ikke giver efter for egne impulser til at straffe eller hævne sig på barnet, når det som en helt nødvendig del af sin udvikling til en selvstændig person reagerer med frustration og aggressivitet.

Det er helt naturligt at opleve irritation eller vrede, ja hævnlyst, ifølge Lis Haugaard, når barnets eller den andens krav opleves som urimelige eller ”for meget”, og det kan være rigtig godt at forlige sig med, at man har sådanne følelser for moren eller omsorgspersonen, fortæller Lis Haugaard.
Rumme er imidlertid ikke det samme som at give efter for og underkaste sig alle den andens behov og krav. Det svarer til at ville være ”perfekt”, og det gør mere skade end gavn.

Perfektheds-fælden

Fortsætter moren eller omsorgspersonen – i et velment, men misforstået forsøg på at være den ”perfekte” mor eller omsorgsperson, der opfylder alle behov – med fuldstændigt at tilpasse sig barnets behov ud over den nødvendige periode, så forbliver barnet nemlig afhængigt af hende og forhindres i at udvikle sig til en selvstændig person. Et fænomen, der også kaldes ”too-good-mothering”, altså det at være en ”for god” mor eller omsorgsperson.
Samme fælde findes i alle mulige andre forhold mellem mennesker, ifølge Lis Haugaard. Det gælder for eksempel, hvis den ene bliver syg. Eller der sker et skred i vedkommendes sygdom, så der igen opstår en ny situation, som igen kræver en ny udvikling mod selvstændighed, og hvor den anden, den pårørende, kan få funktion af at være den vigtige trygge relation og ramme, som ”the good enough mother”-funktionen står for.
Når det sker, er det vigtigt at huske på, at ”the good-enough mother”-funktionen netop består i at hjælpe den andens udvikling mod størst mulig selvstændighed i den nye situation på vej. Det indebærer, at du rummer den andens – og din egen – frustration over processen, men det indebærer også, at du skal kunne holde dig i skindet og give den anden den nødvendige plads til at udvikles og udfolde sig. For ellers svækkes hans eller hendes ”jeg”. Lis Haugaard lægger ikke fingre imellem:
”Hvis man ikke nøjes med at være en ”good enough mother”, men vil reparere det hele, klare alt og overtage alt, så svarer det til at udradere den anden som subjekt.” 
Og derfor er det så vigtigt altid kun at gøre det, der lige akkurat er nødvendigt – eller godt nok. Det indebærer også, pointerer Lis Haugaard, at afstå fra at kende den andens behov og vide alt på forhånd til fordel for at give tid og rum til at være åben og nærværende, til med Winnicotts ord at være ”alive.”