»Det betaler sig at holde loven, ­kommuner«

Frem for at tunge sager om stress, skilsmisse og anbringelse ender på kommunernes bord, kan kommunerne spare millioner af kroner ved at yde den rette hjælp. Det viser beregninger, som analyseinstituttet CASA har udarbejdet for Scleroseforeningen. 

Hvad er egentlig de økonomiske konsekvenser i offentlige udgifter, når der ikke sættes ind med rettidige hjælpende og støttende foranstaltninger i familier, hvor der er en voksen med sclerose? Det har det uafhængige analyseinstitut CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) regnet på for Scleroseforeningen. Beregningerne tager udgangspunkt i to autentiske familier. Lev med sclerose har talt med Scleroseforeningens ledende socialrådgiver, Nadia Buchard, om beregningerne og baggrunden for dem.

Hvad er det for beregninger, Sclerose­foreningen har fået CASA til at foretage?

Nadia Buchard (NB): Det er kort fortalt beregninger af, hvad det koster i offentlige udgifter at leve op til den lovgivning, der gælder. Altså primært serviceloven, som definerer, at man har ret til personlig og praktisk hjælp og skal kompenseres for den funktionsbegrænsning, man har på grund af sin sygdom eller sit handicap. 

Hvorfor har Scleroseforeningen fået et ­analyseinstitut til at foretage ­beregningerne?

NB: Det har vi, fordi det for os er vigtigt, at det er et uafhængigt analyseinstitut, der foretager beregningerne, og også at det er et anerkendt et, og det er CASA.

Beregningerne tager udgangspunkt i to konkrete familier. Hvad er det for familier? 

NB: Den ene familie er en enlig mor til to små børn i vuggestue- og børnehavealderen, hvor moren i forbindelse med attakker har brug for hjælp til at tage sig af børnene. Den anden er en kernefamilie med tre børn i alderen 3-7 år, hvor den ene forælder, faren, lider af svære kognitive følger af sygdommen, der gør, at han ikke kan være alene med børnene.

Hvor typiske er de her familier?

NB: Begge familietyper er familier, vi løbende stifter bekendtskab med i vores socialrådgivning, og hvor vi er nødt til at tage med ud og hjælpe med at kæmpe kampen med kommunen. Manglende hjælp til forældre med sclerose er et generelt problem over hele landet, om end der er kommuner, som er værre end andre. Men der er ikke noget mønster i, hvilke kommuner det drejer sig om. Vi møder problemet i både rige og fattige kommuner, øst såvel som vest for Storebælt.

Hvad viser beregningerne konkret?

NB: Hvis vi tager familie nr. 2 som eksempel, så er der her regnet på, hvad man konkret ville skulle sætte ind med for at kompensere for den begrænsning, som faren har. Det er i virkeligheden ret lidt – 1 til 2 timers støtte nogle gange om ugen, så han kan hente og være sammen med børnene, uden at mor behøver at være til stede og i stedet får mulighed for at passe sit arbejde. Desuden er der i denne families tilfælde regnet på, hvad det omvendt vil koste, hvis familien ikke får hjælpen i tide og ender med et sammenbrud. Sker dette, hvad der i høj grad er et realistisk scenarie, viser beregningerne, at man over en 15-årig periode får en merudgift på ca. 6 millioner kroner, hvad der gennemsnitligt svarer til en merudgift på over 400.000 kroner per år på en familie som denne. 

Er der noget i de her beregninger, der overrasker?

NB: Der er intet i beregningerne, der overrasker. De understøtter os i den påstand, vi hele tiden har haft: At det er en dyr og dårlig forretning ikke at give den nødvendige hjælp i tide, dvs. fra første færd, frem for at »skubbe udgifterne foran sig«, så de på et tidspunkt ender med at eksplodere for kommunen.

Hvis der ikke er noget overraskende i ­beregningerne, hvorfor så få dem ­foretaget?

NB: Når vi taler om velfærd, og når vi som forening skal ud at kommunikere med politikere omkring vores politiske mærkesager, så er der alle de menneskelige og naturligvis også alle de lovgivningsmæssige argumenter, men noget af det, som fylder rigtig meget i velfærdsdebatten i dag, det er økonomi. Vi har haft en økonomisk krise i de senere år, og mange af de forsømmelser og fejl, der har været i sager om hjælp til mennesker med handicap, er blevet henført til, ja affærdiget med økonomiske årsager og forklaringer. Og da er det vigtigt for os som forening at stå fast på, at budgetterne til stadighed ikke står over lovgivningen! 

Men hvis budgetterne ikke står over lov­givningen, som du siger, hvorfor er det så nødvendigt at foretage de her beregninger?

NB: Fordi vi fremmer den dialog, vi har med politikerne i dag, hvis vi også tager økonomien med i vores argumentation. Navnlig når vi – som med denne undersøgelse – får mulighed for en gang for alle at nedskyde alle de »gode« grunde og undskyldninger, man ude i kommunerne giver sig selv for at foretage nedskæringer.

Hvad skal beregningerne bruges til?

NB: Beregningerne blev foretaget til en konkret lejlighed, nemlig Folkemødet, hvor Scleroseforeningen var vært for en debat om konsekvenserne af manglende hjælp til familier med en forælder med handicap. De vil desuden indgå i det opfølgende arbejde i forhold til de politiske kontakter, vi har opnået på Folkemødet, og er også allerede blevet ekspedieret videre til socialministeren og til medlemmerne af Folketingets socialudvalg, som vi i forvejen er i dialog med om denne her problemstilling. Men vores politiske arbejde begrænser sig jo ikke til Folkemødet, og CASA-resultaterne vil indgå i de politiske sager, vi løbende arbejder med, hvor det vil være naturligt og relevant. De er et eksempel på, hvad vi kun kommer til at se mere af, nemlig at sager skal underbygges med konkret dokumentation. 

Gitte Rudbeck

Pressemedarbejder

gru@scleroseforeningen.dk