Det er ikke forbudt at være medlem af forskellige foreninger
Foreninger er en meget udbredt del af livet i Danmark, og det blev Asghar Azizis redning, da han stod i et nyt land og pludselig havde fået diagnosen sclerose.

Asghar var 18 år, da han i december 1990 kom til Danmark fra Iran. Asghar havde hele sit liv drømt om foreningslivet, og da han kom til Danmark, var muligheden der endelig.
”Jeg havde læst om, at de her ting og foreninger eksisterede i vesten, og da jeg så kom hertil…wow! Så kunne jeg være med i det! Jeg var helt høj af det,” fortæller Asghar med begejstring i stemmen.
Prøv Scleroseforeningen
Da Asghar var 22 år og havde tilbragt fire år i Danmark, begyndte han at ryste på hænderne. Efter et halvt år og en masse undersøgelser fik han diagnosen sclerose.
”Jeg var i chok. Jeg var langt nede mentalt, men heldigvis havde jeg en kæreste, der skubbede til mig og sagde: ’Du har det så skidt, Asghar. Der findes en afdeling for Scleroseforeningen i Aalborg, prøv at kontakt dem’,” fortæller Asghar.
Heldigvis pressede Asghars kæreste på, for foreningslivet endte med at give Asghar alt det, han havde brug for.
”Det hjalp mig utrolig meget. Det var så godt at møde nogle, der også havde sclerose. Jeg kom virkelig ud af det sorte hul, jeg var havnet i.”
Livet inden sclerose havde ikke brug for foreninger
Asghar var en aktiv ung mand inden sclerosen ramte. Han var træner, var medlem af et politisk parti og læste på universitetet. Men efterhånden begyndte han at få problemer med at koncentrere sig. Diagnosen bankede ham i hovedet, og han fik det værre og værre.
”Til sidst blev jeg nødt til at stoppe på studiet og stoppe med at løbe. Jeg havde haft alle de her idéer om mit liv, men så skulle jeg pludselig omprogrammere mit liv,” siger Asghar.
Asghar havde haft gang i en masse forud for sin diagnose, så det var først, da han fik sclerose, at han virkelig tog fat i foreningslivet.
”Jeg havde gang i alt mulig andet før. Men da jeg mistede det, var der et kæmpe tomrum i mit liv, som så blev fyldt op af foreningerne,” fortæller han.
Sproget forhindrer foreningernes glæder i at nå folk af anden etnisk baggrund
Foreningslivet har givet Asghar meget. Dog har han somme tider mærket bagsiden af at være iraner med sclerose i Danmark.
”I nogle foreninger har jeg oplevet, at det virkede som om, at der blev set ned på mig og det jeg sagde, fordi jeg ikke var etnisk dansk. Som om at det jeg sagde ikke gjaldt lige så meget, som for dem med dansk baggrund. Men når jeg ikke kunne skabe ordentlig kontakt i en forening, så meldte jeg mig bare ud igen,” siger han.
Asghar oplevede at blive set ned på til trods for, at han kunne forstå de andre i foreningen uden problemer. Men ofte er det en form for sprogbarriere, der afholder danskere med anden etnisk baggrund fra at melde sig ind i foreninger.
”Jeg er blandt andet medlem af foreningen ’Netværket Dobbeltminoriteter’, der prøver at få kontakt med etniske minoriteter for at få dem med i foreningslivet. Mange af dem har problemer med en sproglig barriere, det havde jeg også selv i starten. Men man må bare ikke give op,” siger han.
Foreningslivet har givet livet mening
Det er vigtigt for Asghar at understrege foreningslivets goder, for han har selv oplevet, hvor meget det har gjort for ham.
”Jeg føler virkelig, det har givet mit liv mening. Jeg kan gøre noget både for mig selv og ligestillede i samfundet. Så jeg ikke bare sidder derhjemme og har ondt af mig selv. Jeg er så travl i forskellige foreninger, men det har betydning, det jeg laver. Jeg er f.eks. med i den politiske netværksgruppe i Scleroseforeningens lokalafdeling i Aalborg. Vi kæmper for folk med handicap, uanset hvilken sygdom, de har,” siger Asghar.
”Ligegyldigt hvor I er, så find lokalafdelingen for foreningen. Vær med i foreningslivet og deltag i deres aktiviteter. Prøv det. Det er ikke forbudt at være medlem af forskellige foreninger. Så hold jer ikke tilbage.”
Hvis du flytter fra et land tæt på Ækvator til et land som Danmark, inden du fylder 12 år, er risikoen for at få sclerose større. Asghar tog til Danmark fra Iran i en alder af 18 år, men måske var der andre faktorer, der gjorde, at sclerosen alligevel fik fat i ham. Læs artiklen "Kan man få sclerose af at flytte til Danmark" og få mere at vide om breddegrader og andre faktorer, der kan være med til at udløse sclerose.