Det kan potentielt blive den første behandling mod ikke-aktiv progressiv sclerose
Den lave dosis får håbet til at vokse, mens den høje dosis skyder følelsen ned. Sådan kan resultaterne bedst beskrives fra det omfattende studie, der har undersøgt effekten af en potentiel første behandling mod ikke-aktiv progressiv sclerose.

Der findes kun ganske få behandlinger mod progressiv sclerose. Men nu lyser et nyt håb op. Et stort forskningsstudie har nemlig vist, at medicinen Mastinib muligvis kan noget, som ingen andre behandlinger hidtil har kunnet.
”Der findes endnu ingen behandling, der kan hjælpe de patienter, som har progressiv sclerose uden sygdomsaktivitet. Men den her medicin kan muligvis blive den første, og det er enormt glædeligt,” lyder det fra professor i neurologi Finn Sellebjerg.
Medicinen Mastinib blokerer nogle mekanismer i dit medfødte immunforsvar, som anden sclerosemedicin ikke gør. Men resultaterne, der viser virkningen, er tvetydige, og derfor er det for tidligt at bryde ud i jubel.
”Forskerne har i løbet af studiet afprøvet medicinen i to forskellige doser. Desværre er det nogle ret forskelligartede resultater, de har kunnet påvise,” uddyber professor Finn Sellebjerg.
Tommel op og tommel ned
I et såkaldt fase III studie er Mastinib blevet testet i doser af 4.5 mg/kg og 6.0 mg/kg og sammenlignet med deltagere, som fik placebo, altså virkningsløs medicin. Her kunne forskerne aflæse, at den lave dosis med 4.5 mg/kg viser en effektiv virkning, mens den høje dosis ser ud til at være ineffektiv.
”Vi har været ret spændte på de her resultater. Men det er nærmest umuligt at konkludere noget ud fra dem lige nu, fordi resultaterne er så forskellige, alt efter hvilken dosis der er behandlet med,” forklarer professor Finn Sellebjerg
”Den lave dosis har vist en effektiv virkning målt på deltagernes EDSS. Derimod kunne man ikke se en effekt af den høje dosis, hvilket til dels kan skyldes, at de, der fik placebo, klarede sig overraskende godt. Det giver ikke mening, og derfor er man nødt til at lave mere forskning, der undersøger virkningen,” forklarer professor Finn Sellebjerg, der alligevel vurderer, at studiet er et af de mest interessante højdepunkter til dette års Virtual MS-konference.
Mindsker udviklingen af handikap
Under den virtuelle præsentation af studiet, afslørede professor og forsker Patrick Vermersch, at de har påvist en reduktion på 37 procent i EDSS efter to års behandling med den lave dosis af Mastinib. Det er en reduktion, man sjældent ser så god, blandt de få behandlinger der er testet mod progressiv sclerose.
Men på trods af de flotte resultater, viste den høje dosis af Mastinib som sagt ingen dokumenteret effekt. Og, fortæller professor Finn Sellebjerg:
”Det er ikke første gang, at man har oplevet det.”
Svært at forske i progressiv sclerose
”Det her studie beviser, at det er svært at lave behandlingsforsøg med progressive patienter. Vi har før oplevet, at patienter i placebo får det bedre, og sommetider endda bedre end de i medicinsk behandling i andre forsøg,” fortæller professor Finn Sellebjerg.
Han peger på, at forværringen hos patienter med progressiv sclerose kan skyldes andet og mere end skader på nervesystemet.
”Når deltagere med progressiv sclerose er med i studier som dette, bliver der ofte fulgt bedre op på dem, end de almindeligvis er vant til. Det samme gælder genoptræning. Derfor er der mange ydre faktorer, der kan være medvirkende til, at en patient med progressiv sclerose får det bedre i løbet af studiet,” siger professor Finn Sellebjerg og pointerer:
”Selvom det her studie ikke kan give os et helt klart svar, er det stadig glædeligt, at der er nogle positive resultater i blandt. Det kan betyde, at vi nærmer os en medicinsk behandling til den gruppe af patienter, vi ikke har noget at tilbyde lige nu. Og det vil gøre os klogere på, hvilke dominerende sygdomsprocessorer vi skal påvirke for at bremse udviklingen af ikke aktiv men fremadskridende progressiv sclerose.”
[EDSS]
er en metode, der bruges til at vurdere den fysiske forværring, som skyldes sclerose. Skalaen går fra nul, som er der, hvor ingen fysiske symptomer har vist sig, til 10, som er niveauet, hvor man er sengeliggende, og ikke længere kan noget fysisk. Metoden er med til at give et mere konkret billede af sygdomsudviklingen, og kan bruges til at vurdere, hvilken behandling der kan have størst effekt.