Drømmestudiet måtte droppes
Sidste sommer tog Mads Bjørnsen en tung beslutning om at sige farvel til dyrlægedrømmen for at prioritere sit helbred. Et valgt som han i dag er glad for, at han traf.

”Det var af rent helbredsmæssige grunde, at jeg valgte at droppe ud af mit studie, for jeg var bange for, at jeg kunne fremprovokere et nyt attak, hvis jeg blev i et så stressende miljø,” forklarer Mads.
For syv år siden fik han konstateret attakvis sclerose, men sygdommen havde ingen indflydelse på den vej, som Mads valgte at gå. Han studerede biologi i ét år, og brugte det som springbræt til at følge sin drøm som dyrlæge.
Selvom Mads ikke ønskede, at hans sygdom skulle påvirke drømmen, blev sygdommen ved med at dukke op i løbet af de fire år, som han tilbragte på veterinærmedicinstudiet.
”Jeg fik nogle attakker i løbet af mit studie, og så var studiet samtidigt meget stressende. På en hånd kan jeg tælle, hvor mange eksaminer vi har haft, hvor man måtte bruge hjælpemidler, så der var rigtig meget udenadslæren, og det har jeg fået svære ved med tiden på grund af min sclerose,” forklarer han.
En tvungen beslutning
Tid var det, som Mads havde brug for, for at mærke efter om det stressende studie var det hele værd. Og det fik han. Han brugte tre uger på et rehabiliteringsophold i Spanien, og her fik han vendt sine tanker og tvunget sig selv til at tage en beslutning.
”Man siger jo, at stres kan være en faktor, der kan udløse attaker, så jeg kunne mærke, at det ikke var den rigtige vej, for jeg vil hellere have, at min krop har det godt. Og når der på studiet blev snakket om kandidaten, så var der nogen fag, der for mig ville være helt urealistiske at klare sig igennem,” fortæller han.
Valget var sikkert
Mads var aldrig i tvivl om, at han ville have en uddannelse. Men denne gang faldt beslutningen på et mere sikkert valg. Han kendte allerede til studiemiljøet og stressniveauet på sit nye studie, inden han var startet.
”Jeg søgte ind på biologi igen, lige efter at jeg var droppet ud af veterinærmedicinstudiet,” fortæller Mads.
”Det er et meget anderledes studie, men alligevel er det inde for samme område. Der er bare ikke lige så meget at læse, og flere af eksaminerne er med hjælpemidler, så der er dagligdagen mindre stressende og presset,” forklarer han.
Og selvom dyrlægedrømmen stadig sidder fast i Mads, er han glad for, at han gav det en chance i stedet for at lade sclerose bestemme over hans valg. Men han er også tilfreds med, at han tog beslutningen om at droppe ud af veterinærmedicinstudiet og prioritere sit helbred. Og den knuste drøm, den er han ved at acceptere.