”Du skal ikke lade sygdommen bremse dig, for den skal ikke sætte grænser for dig”
Anders Jantzen fra Odense fik sclerose, da han var 18 år gammel. Han er formand for ungeudvalget i Nordfyn, for det er vigtigt for ham, at unge med sclerose kan udveksle erfaringer med hinanden.

Gid jeg havde vidst noget før, at …
Det er svært at svare på. Når man får diagnosen som ung, så lærer man hurtigt at leve med det. Hvis jeg skal sige én ting, jeg gerne ville have gjort før, så var det at blive engageret i Scleroseforeningen og de forskellige arrangementer tidligere. Det har jeg lært meget af, for så kan man spejle sig i andre, der har det på samme måde.
Havde jeg ikke fået sclerose, havde jeg …
Så havde jeg nok stadig spillet fodbold, som jeg gjorde mere, inden jeg fik sclerose. Og så havde jeg stadig arbejdet som tømrer, som jeg måtte sige farvel til, fordi min balance blev dårligere, og det ikke var sikkert at kravle rundt på tage. I dag arbejder jeg som bygningskonstruktør, men jeg elskede tømrerarbejdet.
Sclerose gør mig ked af det, fordi ...
Den er uforudsigelig. Man har perioder, hvor man ikke har overskud til venner og familie, og det kan være svært.
Hvis jeg skulle give et råd til andre, ville jeg sige …
Gør det, du har lyst til. Du skal ikke lade sygdommen bremse dig, for den skal ikke sætte grænser for dig. Og deltag i arrangementer som ungeweekender, så du kan udveksle erfaringer med andre, der har sclerose.
Jeg havde aldrig klaret mig uden …
Min familie og mine venner. De har altid været der, når det har været skidt.