Gå til hovedindhold

EMA har godkendt Siponimod til mennesker med sekundær progressiv sclerose

4. februar 2020
Kort fortalt

Det europæiske lægemiddelagentur EMA har nu godkendt medicinen Siponimod (mærkevarenavnet Mayzent) til behandling af mennesker med aktiv sekundær progressiv sclerose

Direktør i Scleroseforeningen Klaus Høm glæder sig over godkendelsen på vegne af danskere med progressiv sclerose:

”Det er et vigtigt gennembrud, at der endeligt er kommet behandling til patienter med sekundær progressiv sclerose. Det er endnu kun en mindre gruppe af patienter, som vil have gavn af medicinen, men blot det, at der nu kommer en behandlingsmulighed til alvorligt syge patienter, er meget glædeligt,” siger han.

Godkendt som førstelinje

Godkendelsen af Mayzent giver en ny behandlingsmulighed for mennesker, der lever med sekundær progressiv sclerose, der fortsat oplever aktiv sygdom. Godkendelsen i Europa følger den amerikanske Food and Drug Administration (FDA), der godkendte behandlingen i marts 2019, og det australske lægemiddelagentur (TGA), der godkendte i november 2019.

Mayzent er i EMA godkendt som en førstelinjebehandling til mennesker med sclerose. Professor i sclerose ved Rigshospitalet og formand for forskningsrådet i Scleroseforeningen Finn Sellebjerg har tidligere udtalt, at effekterne af Siponimod ser lovende ud, men at det bliver afgørende, hvad Medicinrådet i Danmark vælger at anbefale.

Behandling til progressive patienter

Sidste år blev første medicin til primær progressiv sclerose godkendt i Danmark, og nu følger altså denne godkendelse i EMA. I Progressive MS Alliance, som Scleroseforeningen er en del af, vækker godkendelsen også glæde, da hele Alliancens arbejde har været centreret om at sikre bedre behandlingsmuligheder til mennesker med progressiv sclerose.

Professor Alan Thompson, formand for Progressive MS Alliance’s videnskabelige styringskomité og dekan ved University College London, siger om godkendelsen:

”Godkendelsen af ​​en anden behandling af progressive former for sclerose i USA, Australien og nu Europa markerer kritiske fremskridt med at imødekomme det uopfyldte behov hos mere end en million mennesker, der lever over hele verden med progressive MS. Selvom der skal opnås meget mere i behandlingen af ​​progressive MS, er denne milepæl både vigtig og værd at fejre.”

 

Der er ingen kommentar endnu