En dag i Sara Ritchies kliksko

Kl. 08:17

Hotelværelset er fyldt med cykeludstyr, og en astmaspray står på bordet. Over stoleryggen hænger en cykeltrøje med guldærmer. Guldærmerne viser, hvem der cykler med sclerose, og det gør Sara. En sms på Saras telefon fortæller, at dagens etape er udsat til kl. 10:30, for udenfor siler regnen ned, og lyn og torden bryder himlen over Pyrenæerne.

”Jeg er klar til i dag, men jeg er da noget spændt på, om benene virker, som de skal,” fortæller Sara, mens hun tager cykeltrøjen på.

Ud over at cykle til toppen af Luz-Ardiden, er det muligt for Sara at cykle en tur til Hautacam, hvis hun kan nå det, og det er Saras plan. Det betyder nemlig meget at for Sara at cykle, også før hun fik sclerose. Det giver træning og overskud, når trætheden presser på.

Kl. 10:30

Ved siden af Luz-Saint-Sauveurs turistinformation møder Sara op sammen med 249 andre ryttere. Selvom det ikke længere tordner og lyner, falder regnen stadig tæt. Lyden af Saras kliksko mod de våde brosten blander sig med lyden af snak og cykelgear, der tikker. Sara stiller sig klar ved sit hold, 3B:

”Jeg er så klar, som jeg kan blive. Det er bare et træd i pedalerne ad gangen. Men mine ben har det ikke så godt med at være våde og kolde samtidigt,” forklarer Sara, som har en dropfod, der gør, at hun træder mindre hårdt med sit højre ben. De første hold bliver sendt afsted, og Sara klikker skoene fast i pedalerne.

Kl. 12.42

Toppen af Luz-Ardiden er omsluttet af regnfyldte skyer, der lukker for udsigten til dalen. Sara stopper op på en lille holdeplads få meter fra toppen. Hun er kold og drivvåd af regn, men turen op har været overraskende god:

”Jeg er lidt overrasket over, at det ikke var længere herop,” griner hun, inden hun fortsætter:

”Det er så dejligt at nå toppen, nu skal jeg bare ned og feste med de andre. Det bliver for presset tidsmæssigt også at cykle Hautacam.”

Hun cykler ud fra holdepladsen og forsvinder om det første hårnålesving. 

Kl. 13.38

Sara står i bygningen, hvor der er mad, kaffe og champagne til rytterne, når de er færdige med dagens etape. Selvom Sara ryster af kulde, har der ingen problemer været med benene, og hun lader sig ikke slå ud af vejret:

”Det betyder meget, at vi har samlet penge ind til forskningen i sclerose. Det er jo det, vi kæmper for. Jeg har allerede meldt mig til næste år,” fortæller Sara.  

Kl. 15:50 

Sara trækker sin cykel hen til lastbilen, der skal køre den hjem til Fyn. Hun har fået varmen, fået hverdagstøj på og lige under højre knæ sidder en skinne, der hjælper mod hendes dropfod. Sara nåede ikke at Hautacam, det må blive en anden gang, for hun bliver ved med at cykle med på Cykelnerven, så længe kroppen tillader det:

”Jeg kan jo aldrig vide, hvornår jeg får et attak. Derfor lever jeg ud fra, at hvis der er noget jeg vil, så skal jeg gøre det nu,” fortæller Sara.

Selvom de sidste fire dage på cyklen har været hårde, så ser Sara alligevel tilbage på dem med glæde og særligt et minde betyder mere end de andre.

”Da vi nåede toppen af Tourmalet. Det var et hårdt, og alle stod på toppen og heppede, og jeg kunne mærke sammenholdet i det. Det var et stort øjeblik,” fortæller Sara, mens hun tørrer en tåre væk fra kinden.

Sara afleverer sin cykel, og går tilbage mod hotellet, hvor hele holdet sidder og venter på hende med en øl.