Gå til hovedindhold

Er det forsvarligt at sende børn i institution og skole, når en i husstanden har sclerose?

9. april 2020
Kort fortalt

Lige nu hører vi fra flere med sclerose, at de føler sig i tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at sende sine børn i institution eller skole efter påsken, når en i husstanden har sclerose. Vi har desværre ikke svaret, men vi samler her sundhedsmyndighedernes nyeste udmeldinger, og har bedt en af landets fremmeste scleroseeksperter om hans vurdering af situationen. 

Er det forsvarligt at sende mit barn i institution eller skole efter påske, når en i husstanden har sclerose? I følge Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer er svaret ja. Børn af forældre i en særlig risikogruppe kan som udgangspunkt møde i skole eller institution på lige fod med andre børn, lyder deres vurdering. Og her er det vigtigt at understrege, at man if. Sundhedsstyrelsen ikke automatisk er i risikogruppen, fordi man har sclerose. 

Lige nu venter vi alle på et klart svar på, hvad Sundhedsstyrelsens anbefalinger præcis kommer til at betyde - ikke mindst for de familier, hvor der er en i hustanden, der er i risikogruppe. Børne- og undervisningsministeriet er nemlig stadig ved at forholde sig til de nye anbefalinger, og har endnu ikke udmeldt regeringens endelige anvisninger af, hvilke muligheder der bliver for børn af forældre i risikogruppe. 

Scleroseforeningens rådgivningschef, Nadia Buchard, har de seneste dage talt med mange medlemmer om deres bekymringer for genåbningen af skoler og institutioner, og siger på den baggrund:

“Ingen ved, hvor længe dette kommer til at tage. Så der er et stort hensyn, der taler for, at børnene har brug for at komme lidt nærmere, noget der ligner en mere almindelig hverdag. Men det er vigtigt at understrege, at der i Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer står, at børn af forældre i risikogruppen som udgangspunkt kan møde i skole. Det betyder, at der lægges op til individuelle vurderinger i tilfælde, hvor der er behov for det."

“Men vi forstår så udmærket alle de tanker og bekymringer, forældre gør sig. Det er for mange svære beslutninger, der skal tages, og som derfor skal tages ude i den enkelte familie, for det er kun jer, der kan vide og mærke, hvad det rigtige er for jeres familie og i jeres situation,” siger Nadia Buchard. 

Professor Finn Sellebjerg deler også sin vurdering af situationen.

“Der er ingen, der ved præcis, hvad der sker, når man søsætter nye tiltag. Men indtil videre har sundhedsmyndighedernes vurderinger og tiltag virket langt bedre end forventet. Det betyder altså, at vores danske eksperter i epidemier har ramt plet i deres udregninger i første omgang, og det er vi nødt til at regne med og stole på, at de gør nu igen,” forklarer han og uddyber:

“Ud fra eksperternes beregninger vurderer Sundhedsstyrelsen og  myndighederne nu, at det er forsvarligt at sende de mindste børn i institution og skole - og når de ovenikøbet melder ud, at børn af forældre i risikogruppen også kan møde i skole, så har jeg ingen særlige betænkeligheder ved det, og mener, at det er de anbefalinger, man generelt bør følge."

Er jeg i en særlig risikogruppe, fordi jeg har sclerose?

Personer med sclerose, der hører ind under Sundhedsstyrelsens definition af en særlig risikogruppe, er:

  • De, der har et svækket immunsystem grundet immundæmpende medicin
  • De, der er svækket på grund af (fremskreden) sclerose
  • De, der er over 65 år 
  • Gravide og kvinder op til to uger efter fødsel (ud fra et forsigtighedsprincip)
  • De, der ud over sclerose lever med:
  1. Ikke-velbehandlet hjertekarsygdom
  2. Lungesygdom (på nær velbehandlet astma)
  3. Kronisk nyresygdom med nedsat nyrefunktion
  4. Kronisk leversygdom
  5. Diabetes type 1 og 2
  6. Muskelsygdomme og neuromuskulære sygdomme (heriblandt sclerose) hvor man har nedsat hostekraft eller svært ved at komme af slim fra luftvejene
  7. Svær overvægt med BMI over 35-40 afhængig af, om man har andre risikofaktorer også
  8. Særlige blodsygdomme, hvor der vurderes at være øget risiko for komplikationer 
Der er ingen kommentar endnu