Er du i målgruppe for tidlig behandling af covid-19, hvis du bliver smittet?
Er du i særlig risiko for et alvorligt sygeforløb ved smitte med covid-19? Så kan det være, du er i målgruppe for en behandling, der skal gives hurtigt efter at være blevet smittet, og som kan nedsætte risikoen for et alvorligt sygeforløb. Sådan forlød det tidligere på måneden, og det affødte mange spørgsmål. For hvem er i særlig risiko i dag? Det præciserer Sundhedsstyrelsen nu sammen med kriterierne for at få den tidlige behandling.

Sundhedsstyrelsens definition af, hvem der er i særlig risiko for et alvorligt sygeforløb ved smitte med covid-19, og hvem ikke, har ændret sig flere gange undervejs den snart tre år lange pandemi, og i takt med, at der kommet stadig mere viden om virussen og dens nye varianter.
I løbet af pandemien er der, ud over forebyggende vacciner, også udviklet flere behandlinger, der kan nedsætte risikoen for et alvorligt sygeforløb ved smitte med covid-19. Behandlingen, der kan beskytte mod indlæggelser og alvorlige forløb, skal gives hurtigt efter at have fået symptomer for at have effekt og er et tilbud til personer, der er i øget risiko for et alvorligt sygeforløb ved smitte med covid-19.
Men hvem er ifølge Sundhedsstyrelsen i øget risiko i dag? Og hvem har mulighed for at komme i tidlig behandling, hvis de bliver smittet? Gælder det dig, eller en du kender? Det kan du blive klogere på her.
I et sæt nye retningslinjer har Sundhedsstyrelsen netop præciseret, hvem der er i målgruppe for den tidlige behandling, der beskytter mod indlæggelser og alvorlige forløb ved smitte med covid-19.
Tre overordnede kriterier
Ifølge de seneste retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen er man i målgruppe for tidlig behandling, hvis man er smittet med ny coronavirus, har betydelige symptomer og desuden tilhører en af nedenstående grupper. Det vil sige, at der er tre kriterier, der generelt set skal være opfyldt. De er:
- Positiv test for covid-19. Det kan være positive PCR-test, hurtigtest eller selvtest
- Betydelige symptomer på covid-19 er symptomer. Betydelige symptomer er symptomer som feber, vedvarende hoste og problemer med at trække vejret, hvor du føler dig syg
- I øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 i en af følgende grupper:
- Du er 80 år eller ældre og er vaccineret for mere end 6 måneder siden
- Du er 80 år eller ældre, har en eller flere kroniske sygdomme eller tilstande, uanset din vaccinationsstatus
- Du er 65-79 år og uvaccineret
- Du er 65-79 år, har en eller flere kroniske sygdomme eller tilstande og er vaccineret for mere end 6 måneder siden
- Du er 50-64 år, har en eller flere kroniske sygdomme eller tilstande og er uvaccineret
- Du er gravid og er i øget risiko, for eksempel pga. kroniske sygdomme, og du er ikke vaccineret.
OBS: Det er din egen læge, som vurderer, om du er i øget risiko, præciserer Sundhedsstyrelsen. Følges du af en speciallæge, fx på landets scleroseklinikker, så er det din speciallæge, der vurderer.
Særligt for dig, der har sclerose og er i immunhæmmende behandling, uanset din alder:
Sclerosepatienter, der er i immunhæmmende behandling mod deres sclerose, kan være i risiko på lige fod med uvaccinerede uanset alder, idet en følge af deres behandling kan være lav effekt af de forebyggende vacciner mod covid-19. Det har Sundhedsstyrelsen netop præciseret over for Scleroseforeningen ved et orienterende møde.
OBS: Det kræver altid en individuel vurdering af en speciallæge for at vurdere, om der er tale om en særlig øget risiko i forbindelse med nedsat immunforsvar på grund af immunhæmmende behandling, og for at vurdere, om man er i målgruppe for tidlig behandling af covid-19. Dette skyldes også, at covid-medicin kan interagere med immunhæmmende behandling. Det præciserede Sundhedsstyrelsen ved samme møde.
Er du i tvivl om, hvorvidt du er i målgruppe for tidlig behandling, så skal du spørge din neurolog. Følges du ikke af en neurolog, skal du spørge din egen læge.
Hav altid en selvtest liggende
Er du i øget risiko og i målgruppe for behandling af covid-19, så er det vigtigt hurtigt at afgøre, om der er tale om smitte med covid-19, for behandlingen skal igangsættes inden for fem dage efter du har fået symptomer for at have effekt. Hav derfor altid en selvtest liggende derhjemme, rådede Sundhedsstyrelsen gentagne til.
Husk: Er du i målgruppe for behandling af covid-19 og tester du positiv for covid-19, skal du henvende dig hurtigt til din læge eller din neurolog. Det gælder også, hvis du tester positiv for covid-19 og er i tvivl om, hvorvidt du er i målgruppe for tidlig behandling.
Læs mere om målgrupper og tidlig behandling på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.