Erik var med til at få en pårørendevejleder til Esbjerg Kommune

I Esbjerg Kommune var der ingen vejledning at få for de pårørende, når de f.eks. stod med praktiske udfordringer som indretning af hjemmet, søge hjælpemidler, eller selv havde brug for psykologhjælp. Her var ingen hjælp til at finde det rigtige kommunale tilbud eller foreninger og grupper, der kunne hjælpe med rådgivningssamtaler.

Erik Sørensen er ægtefælle til Inge, som har haft sclerose siden 1992, og han kender selv til de mange udfordringer, man står med som pårørende til en person med f.eks. kronisk sygdom. Han gik derfor i gang med at arbejde på at få en pårørendevejleder til kommunen:

”Du får jo ingen hjælp som pårørende. Udgangspunktet er, at det er borgeren, der får hjælpen. Så sidder man tilbage som pårørende og tænker over, hvordan man skal komme videre med alle de spørgsmål, man har.”

Arbejdet med at få en pårørendevejleder har været et langt sejt træk, og Erik har gennem flere år arbejdet målrettet på at få overbevist politikerne i Esbjerg Kommune om, at der skulle være en pårørendevejleder. Hans utrættelighed har båret frugt, og d. 1. marts 2021 blev der i Esbjerg Kommune ansat en pårørendevejleder med en prøveperiode på to år:

”Pårørendevejlederen skal være indgangen til dem, den pårørende skal have kontakt til. Før kunne man som pårørende godt havne i en omstilling, hvor man går ind ad den ene dør og ud ad den anden, fordi ingen vidste, hvem og hvordan der kunne hjælpes,” siger Erik.

Pårørendevejlederen skal guide de pårørende

Erik har længe set, hvordan en manglende pårørendevejleder har givet frustrationer. Som frivillig i handicapråddet og i en pårørendegruppe har han oplevet, hvordan pårørende ikke har vidst, hvor de skulle gå hen, når der var brug for hjælp.

I pårørendegruppen mødte Erik en far, der delte sin frygt for, at børnene mistrivedes i skolen, fordi de var påvirket af, at deres mor havde fået sclerose. Sygdommen fyldte meget, og børnene havde ingen at snakke med. Erik husker, hvordan faren fortalte, at de var blevet sendt rundt uden at havne det rigtige sted:

”Det bekræfter mig bare i, at man som pårørende står med nogle problemer, som en pårørendevejleder kan give nogle svar på. Så kunne familien være blevet guidet det rigtige sted hen, hvor de kunne få noget psykologhjælp og værktøjer at arbejde videre med.”

Da Eriks ægtefælle, Inge, var nydiagnosticeret, mødte de efter noget tid en anden familie, hvor kvinden også havde sclerose. Her fandt Erik og Inge nogen at spejle sig i, og herigennem blev de introduceret til Scleroseforeningen. Men det bør ikke være op til tilfældigheder, om man kender nogen, der kan hjælpe én, når sygdom pludselig bliver en del af en hel families hverdag. Derfor letter det Erik om hjertet, at der endelig blev ansat en pårørendevejleder:

”Jeg havde sådan en lyst til at give vores pårørendevejleder en knuser, for jeg kan se mig selv fra dengang. Jeg havde jo ingen viden. Vi var jo bare vores egen lille familie, havde travlt med vores tilværelse, og pludselig vendte det hele 180 grader. Ting kan virke helt uoverskueligt, hvor man bare skal vide, hvem man skal gå til. Så det er meget stort, at vi har fået en pårørendevejleder.”