Essay: Charlotte Holmboe
“Årh jeg vil bare rigtig gerne hjem nu, Peter…” sukkede jeg, da jeg for præcis et år siden sad i min Berlingo på en parkeringsplads i Ry.
Peter, min mand, og jeg var netop ankommet til Sclerosehospitalet i Ry, hvor jeg skulle indlægges for første gang. Synet af kørestole, og folk med stokke bekræftede mig for alvor i, at HER hørte jeg ikke til.
Mange tanker, spørgsmål og bekymringer havde fyldt inden afgang til Ry. Kan jeg undvære mit cirkus derhjemme? Kan de undvære mig? Hvad får vi at spise i Ry? Bliver vi puttet kl. 22? Hvad med vasketøj? Og hvad kan de overhovedet gøre for mig, når jeg jo nærmest ikke føler mig syg??
Peter havde et par dage inden afgang foreslået, at jeg lavede en blog, som kunne fungere som en dagbog, hvor alle mine forvirrede tanker kunne få afløb. Det ville faktisk være at slå hele hele tre fluer med et smæk at lave bloggen, for jeg ville have en dagbog til tanker og oplevelser, famlie og venner ville kunne følge med OG stakkels Peter ville kunne hvile ørerne ;-)
Jeg opdagede til min overraskelse, at jeg faktisk havde både lyst, kræfter og evner til at berette om opturene, såvel som de lidt sværere ting under mit ophold. Det hjalp på tankerne og gav mig energi at sidde på værelset om aftenen med en kop te og skrive om dagens oplevelser og reflektere.
Efter et par uger i Ry bemærkede jeg, at ikke kun familie og venner havde glæde af mine skriverier. Mange andre læste med og kunne faktisk bruge min blog som inspiration, trøst og til svar på spørgsmål, de selv måtte have. Mod forventning blev det derfor pludselig naturligt at fortsætte med at blogge efter at have snøftet farvel til “Ry-lejren, som i øvrigt viste sig at være SÅ fantastisk.
Cirkus Holmboe bloggen har udviklet sig til at være stedet, hvor jeg beretter om stort og småt fra hverdagen som cirkusdirektør i eget lillle familiecirkus. Et cirkus, hvor sclerose har fastansættelse og skifter mellem at være musestille i kulissen for derefter at indtage manegen med støjende numre og uforudsigelige krumspring.
Bloggen bliver læst, kommenteret og delt af rigtig mange med samme livsvilkår som jeg. Jeg har derfor fået opbygget et netværk med andre scleroseramte rundt om i det ganske danske land. Jeg skriver med dem, jeg mødes med dem, og dette fællesskab er ganske enkelt uvurdeligt for mig.
Jeg har fundet noget, som jeg er glad for og som giver mening for mig. At finde ud af, at Cirkus Holmboe bloggen har sin berettigelse gør mig stolt, glad og taknemmelig. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigere for mig, og giver bedre mening, at ville det jeg kan, end at kæmpe en ulige kamp for at kunne det, jeg vil.
Og til august vender jeg tilbage til Ry på et 14 dages ophold, præcis et år efter, at jeg sad som en struds og med en tom blog. Hold op hvor er der sket meget godt for mig på et år.
