Evidenshierarkiet styrer, hvilken behandling du får tilbudt
En rangorden af metoder er altafgørende for, hvilken forskning der spiller en rolle i sundhedsvæsenet, og hvilken forskning der slet ikke anerkendes. Det er problematisk og noget, som patienter i dag betaler en høj pris for, lyder det fra Scleroseforeningens forskningschef.
”Hvis du skal have en trekantet klods igennem det runde hul i en af de der legetøjskasser, har du to valgmuligheder: Enten kan du vælge at hakke nogle kanter af og mase den igennem, eller du kan erkende, at den ikke passer, og i stedet finde et andet hul, der gør. Vi er desværre ofte tvunget til at vælge den første mulighed, når vi forsker i alternative behandlinger, hvis vi gerne vil have, at forskningen skal anerkendes.”
Sådan fortæller Lasse Skovgaard, der er forskningschef i Scleroseforeningen, og som i over 20 år har arbejdet med forskning i alternative behandlinger.
Men hvorfor er man nødt til det? tænker du måske.
Det skyldes et såkaldt evidenshierarki. En rangordning af de metoder, der bruges, når man forsker i nærmest alt lige fra medicin til alternative behandlinger og sociale indsatser.
Styrer sundhedsvæsenets anbefalinger
Evidenshierarkiet udspringer fra lægeverdenen, og det bruges til at bestemme, hvilken forskning sundhedsvæsenet læner sig op ad, når man vurderer nye behandlinger eller udarbejder anbefalinger til og retningslinjer for de behandlinger, der allerede er godkendt.
”I den lægelige kultur har man de seneste tredive år arbejdet meget konsekvent ud fra, at målet med forskning er at opnå så objektiv viden som overhovedet muligt om de behandlinger, vi skal tilbyde patienter. Den bedste metode til at opnå det er at gennemføre et såkaldt randomiseret kontrolleret forsøg, også kaldet RCT. Der ved ingen af deltagerne nemlig, om de modtager behandlingen eller får den falske placebobehandling,” forklarer Lasse Skovgaard.
”Det vil sige, at vi skal fjerne virkningen af patientens motivation, håb og engagement, så vi står tilbage med den rene virkning af en behandling. Det er den metode, man skal bruge, for at resultaterne bliver anerkendt, og det er også fornuftigt nok til en vis grad. Problemet er bare, at det langtfra er alle slags behandlinger, det giver mening at teste på den måde. Så når sundhedsvæsenet vælger at læne sig fuldkommen op ad evidenshierarkiet, bliver det noget, som patienterne desværre må betale en høj pris for,” uddyber han.
Sjældent de samme mål
Det er nemlig sådan, at sundhedsvæsenet ofte lukker af for mulighederne for, at patienter kan få tilbudt de behandlinger, der ikke passer ind i RCT-metoden. Og når det sker, mener Lasse Skovgaard, at man overser eller undervurderer effekten af det processuelle, der sker i menneskekroppen, når man bevidst og aktivt går ind i en behandling.
”Det er et problem, når man prøver at overføre traditioner om, hvordan man forsker i medicinske behandlinger, til ikkemedicinske behandlinger. Men det er netop tilfældet i dag, fordi den lægelige kultur har spredt sig i hele sundhedsvæsenet,” forklarer han.
”Men det er vigtigt at huske på, at målet med forskning ikke altid er den samme. Vi ønsker ikke altid at finde ud af, om noget isoleret set har en effekt. Det kan i noget forskning være vigtigere at finde frem til, om patienter rykker sig i en positiv retning, hvis de dyrker eller modtager en form for behandling, som kræver deres eget engagement og egen energi. Og her kan man ikke bruge de metoder, der står øverst i evidenshierarkiet,” pointerer Lasse Skovgaard.
Ordbog: [Evidenshierarkiet]
Repræsenterer en rangordning af forskningsdesign, og den helt centrale opfattelse er, at jo højere et forskningsdesign befinder sig i hierarkiet, jo mere troværdige er de resultater, der kommer ud af det. Hierarkiet placerer evidens, som er opnået gennem randomiserede kontrollerede forsøg (RCT-studier), over andre typer af evidens såsom kvalitative og observerende studier. Der findes 7 forskningsmetoder, som er rangeret i evidenshierarkiet. Øverst finder du det randomiserede kontrollerede forsøg, RCT, og nederst ligger det kvalitative studie.
