Familien er vigtigst

På en gård i Jylland er frokostbordet ved at blive sat frem. Umiddelbart ligner det, at der her bor en helt almindelig familie med mor, far og en søn, der spreder et spor af Lego fra gangen og helt ind i stuen.

Men mor, 43-årige Eva Brokholm, er førtidspensionist på grund af sin sclerosediagnose og har været det siden 2009.

»Det var en lettelse, da jeg kom på førtidspension. Jeg kunne ikke både passe job, familie og barn, og for mig var det helt klart jobbet, der var lavest prioriteret af de ting,« fortæller Eva.

Ville have børn

Eva har aldrig været alvorligt fysisk ramt af sclerosen, og derfor var hun heller aldrig i tvivl om, at hun gerne ville kaste sig ud i en graviditet.

»Kaare og jeg var enige om, at børn da helt klart var noget, vi skulle have. Og den 1. januar 2007 blev Thomas født efter de ni bedste måneder af mit liv,« siger Eva.

Men mens graviditeten havde været den bedste periode af Evas liv, blev tiden efter fødslen meget hård for den nybagte mor. Hun var hele tiden træt, og nogle af de kognitive effekter af sclerosen gjorde, at Evas lunte blev meget kort.

Derfor var det godt for hende at begynde på arbejde igen, men efter et par år blev det tydeligt, at hun ikke kunne jonglere med det hele på grund af sclerosen.

»Jeg blev til sidst så presset, at jeg sagtens kunne følge de mødre, der gør deres børn fortræd,« fortæller Eva.

Økonomisér energien

Eva synes ikke, at hun var god nok til at passe på sig selv, mens hun arbejdede, og der er stadig en del, hun skal lære.

»Jeg skulle lære at økonomisere min energi bedre, og det skal jeg egentlig stadig. Jeg kan ikke de ting, som jeg gerne vil, og det kan jeg have svært ved at indse. Men det hjalp så meget for mig at stoppe på arbejdsmarkedet,« siger Eva.

Hun kigger kærligt efter Thomas, der stolt viser hende et vandfly, han har lavet af Lego. Det er omkring femte gang, han har lavet det, men han bliver så godt som aldrig træt af det.

Eva og hendes mand ville egentlig gerne have flere børn, og de har heller ikke gjort noget for at forhindre, at det sker.

»Men nu er der efterhånden gået en tre-fire år, uden at jeg er blevet gravid igen. Så hvis det sker, er det da dejligt, men vi behøver ikke en mere. Energimæssigt er det måske også det bedste for mig,« smiler Eva.

Lavede legegruppe

Thomas løber ind i stuen og leger videre, og Eva sætter sig tilbage i stolen. Hun har det godt, men sygdommen ligger hele tiden i baghovedet.

»Selvom jeg ikke mærker så meget til min sygdom rent fysisk, er der selvfølgelig en form for usikkerhed. Jeg vil gerne være så god en mor, som jeg kan for Thomas, og jeg tror, at jeg ubevidst bruger ham til at få sygdommen til at fylde mindre,« siger Eva.

Hun har lavet en legegruppe for andre børn, der har forældre med sclerose i området ved Kolding og Fredericia, og hun tror, at det er noget, de får rigtig meget ud af.

»Der var et behov for den legegruppe. Børnene skulle se, at de ikke er alene om at have en forælder med den her sygdom, og forældrene kan opleve deres børn være mere åbne omkring sygdommen. Det betyder altså rigtig meget, for familien er jo det vigtigste, du har,« siger Eva.