Gå til hovedindhold
TemaCorona og scleroseSe hele temaet

FAQ: Professor deler svar om tredje vaccinestik og sclerose

16. september 2021
Kort fortalt

Lige nu tikker tilbuddet om et trejde vaccinestik ind i e-boksen hos flere med sclerose. Sundhedsstyrelsen har nemlig vurderet, at små 3.000 med sclerose bør få et vaccineboost tidligt. Professor Finn Sellebjerg svarer på spørgsmål om et tredje vaccinestik, når man har sclerose og får medicin. 

Hvem indstiller I til en tidlig tredje coronavaccination?


Vi indstiller alle dem, som Sundhedsstyrelsen har vurderet, bør få den tredje vaccine tidligt. Det er scleroseklinikkerne, som indstiller dem, der har sclerose, og som er på listen. Nogle har allerede modtaget en invitation, og inden for kort tid skulle alle i de behandlinger gerne være indstillet og kunne bestille tid. 

Er der nogle særlige overvejelser, man bør gøre sig, inden man siger JA til en tredje vaccination mod coronavirus?


Hvis du har fået tilbuddet, er det fordi, det vurderes at være en god idé. Så jeg synes, at man skal tage imod tilbuddet og bestille tid. 

Hvilken betydning regner I med, at et tredje vaccinestik får hos de med sclerose, der får tilbuddet som nogle af de første?


Vi regner med, at de får en bedre dækning mod coronavirusset. Det gælder også dem, som har vist sig at have ingen eller kun få antistoffer efter de første to vacciner. Man skal jo huske på, at det ikke kun er antistoffer, som er beskyttende, og derfor kan man sagtens være meget bedre beskyttet, end man kan se ud fra mængden af antistoffer. Vi ved fra andre vacciner, at et vaccineboost fremmer dit vaccinerespons (red: den effekt du får ud af vaccinen). 

Kan et tredje vaccinestik påvirke virkningen af min sclerosemedicin?


Det tror vi bestemt ikke, at det kan. Der er ingen undersøgelser, der peger på det. 

Hvordan kan jeg finde ud af, om jeg er bedre beskyttet efter den tredje vaccination end efter de to første?


Du kan ikke selv finde ud af det, og de antistoftest der findes på f.eks. apoteker, viser ikke hvor godt beskyttet du er. Men virkningen efter 3. stik hos denne her gruppe med sclerose vil blive undersøgt i forskningsprojekter.

Bør man være opmærksom på, hvornår man får 3. vaccinestik, i forhold til hvornår man har fået sin sclerosemedicin?


Jeg har hørt fra flere patienter, der tror, at de skal time vaccinen på et særligt tidspunkt i forhold til deres sclerosebehandling. Jeg ved ikke, hvor de har det fra, for der findes ingen reel viden om, hvornår det er allerbedst at få vaccinen i forhold til medicinen. Man bør altså tage i mod tilbuddet om den tredje vaccine, så snart man får det, og ikke vente til et særligt tidspunkt. Behandlinger såsom Ocrevus er og virker jo hele tiden i kroppen, og derfor er man også hele tiden trykket på de celler, som ellers har en funktion i forhold til dannelsen af antistoffer. Den eneste behandling som er på Sundhedsstyrelsens liste, og som kan give grund til at udsætte vaccinen lidt, er Lemtrada. Her kan det være smart at vente lidt, hvis man lige har fået behandlingen.  

Kan man selv gøre noget for at øge mængden af antistoffer, som ens krop bør danne efter at have fået vaccinen?


Nej, man kan ikke selv gøre noget særligt. 

Find seneste nye om corona, vaccination og sclerose på temaet sclerose og corona

Godt at vide...

Sclerosebehandlingerne Ocrevus, Rituximab, Lemtrada (givet i år), Gilenya, Mayzent samt stamcelletransplantation (2-3 måneder efter behandling) står på Sundhedsstyrelsens liste, og det betyder, at personer med sclerose i de behandlinger inden længe får en invitation i e-boks til endnu et vaccinestik.

Står din sygdom eller medicin på Sundhedsstyrelsens liste, skal du ikke selv kontakte din læge. Du vil automatisk få en invitation i din e-boks. Er det ikke sket inden for de kommende par uger, kan du kontakte den sygehusafdeling, du er tilknyttet.

Vaccinationen vil foregå på vaccinationscentrene, og der skal være gået minimum 4 uger siden dit 2. stik. Du vil enten få tilbudt Pfizer BioNTech eller Moderna.

Der er ingen kommentar endnu