Fokus på dyr medicin på DR i går
DR2 sendte i går et program om dyr medicin – herunder sclerosemedicin. Læs, hvad udsendelsen handlede om, og hvad Scleroseforeningens holdning er her.

En tv-udsendelse fra i går aftes (torsdag kl. 21.30 på DR2) har skabt en debat, der har fyldt på alle medieflader både i går og i dag.
Udsendelsen med titlen: ”DR2 Undersøger: Har vi råd til dyr medicin?” handler om, hvorvidt Danmark bør indføre en form for prioriteringsinstitut, fordi udgifterne til sygehusmedicin er eksploderet de senere år.
Nærmere bestemt er regionernes udgifter til sygehusmedicin steget med 24 procent fra 2009 til 2013, så de i dag udgør en post på 7 milliarder om året.
Det skyldes, at der hele tiden kommer ny medicin på markedet, som virker bedre end ældre medicin – men det er også medicin, som typisk er meget dyr. I dag koster 100 lægemidler, der udgør 20 procent af forbruget, 80 procent af sygehusenes medicinbudget.
NICE
I England har man for flere år siden indført et prioriteringsinstitut forkortet NICE, som afgør, hvilke slags ny medicin, man vil gøre brug af, set i lyset af hvad de koster samfundet.
Fordi NICE har sat en begrænsning på, hvor meget de vil betale for medicin, tilbyder medicinalvirksomhederne dem endog meget store rabatter. Det skyldes, at virksomhederne gerne vil sælge deres medicin så tilpas billigt, at NICE godkender den.
Den slags rabatter får Danmark ikke.
I programmet interviewes blandt andet formand for Danske Regioner, Bent Hansen, som er ansvarlig for de danske hospitalers medicinbudgetter. Han bliver spurgt:
”Siger du, at vi bliver snydt, fordi vi ikke presser prisen?”
”Ja, det siger jeg,” svarer han.
Frygter lange ventetider
Nick Hækkerup, minister for sundhed og forebyggelse, er ikke fortaler for et prioriteringsinstitut:
”Jeg mener nøje, at vi skal overveje, om ikke vi giver afkald på mere end vi vinder med oprettelsen af sådan et institut,” har han tidligere udtalt og begrunder det med, at han frygter, at det vil betyde længere ventetid på nye behandlinger for danske patienter.
Den bekymring deler direktør i Scleroseforeningen, Mette Bryde Lind:
”Vi ser en udvikling, hvor sclerosebehandlingen i England er gået meget tilbage de senere år, netop fordi de nye mediciner ikke kommer på markedet så hurtigt længere. Det frygter vi selvfølgelig også vil ske i Danmark.”
Scleroseforeningens sundhedsøkonomiske forsker, Niels Zeeberg, påpeger desuden, at den metode NICE arbejder efter i øjeblikket er under revurdering:
”Der er i Danmark ikke nogen officiel pris på et kvalitetsjusteret leveår, hvilket er den metode NICE i en årrække har anbefalet blev anvendt til prioriteringer i sundhedssektoren. I øjeblikket arbejder NICE imidlertid på at implementere en alternativ tilgang til prissætning og fastlæggelse af tilskud til medicin, nemlig en såkaldt værdibaseret prissætning (VBP). Ved at anvende VBP prisfastsættes præparater på baggrund af en bedre forståelse af deres værdi for patienterne frem for de faktuelle priser på produkterne eller deres historiske pris. Denne tilgang har naturligvis også sine begrænsninger, i særdeleshed hvad angår ligheds- og fordelingsmæssige hensyn.”