Gå til hovedindhold

Frederikke er tvunget ud på det sorte marked

11. juli 2019
Kort fortalt

Selvom forsøgsordningen har været i gang i over et år, kan Frederikke Vive Filbært ikke få udskrevet en recept på medicinsk cannabis. Det tvinger hende til enten at opsøge det sorte marked eller helt at undvære den symptomdæmper, der virker mest effektivt på hendes smertesymptomer. 

Skrevet af journalist Cæcilie Dohn Christensen

”Jeg beklager altså, at jeg er smadret. Jeg har haft en helt forfærdelig nat.” 

48-årige Frederikke Vive Filbært taler tværs gennem stuen, mens hun bevæger sig med besværede skridt imod mig, da jeg træder ind i det lille rækkehus i Lystrup. Hun sætter sig langsomt ved spisebordet og tager en slurk af sin kaffe, før hun starter fortællingen om en søvn­løs nat fyldt med spasmer og uro i kroppen. En nat, hvor selv ikke en maksimal dosis af hendes muskel-afslappende medicin kunne få bugt med sclerosens hærgen i kroppen. 

”Det er lige i sådan et tilfælde, jeg ville nske, at jeg kunne tage noget medicinsk cannabis. Man bliver helt ødelagt af ikke at få sin søvn, og det gør bestemt ikke min sclerose min­dre mærkbar,” siger hun. 

En mærkbar effekt 


Allerede før forsøgsordningen med medicinsk cannabis trådte i kraft, havde Frederikke prøvet cannabisolie mod sine spasmer og de smerter, der ofte går hånd i hånd med hendes attakker. En af hendes veninder producerede selv cannabisolien, som viste sig at være yderst effektiv mod Frederikkes symptomer.

”Mine spasmer er ofte uudhol­delige om natten. Men den medi­cinske cannabis fik min krop til at slappe af og spasmerne til næsten at forsvinde helt,” forklarer hun. 

Men veninden stoppede med at producere olien. Og det efterlod Frederikke i en situation, hvor hun måtte bevæge sig ud på det sorte marked, hvis hun ville fortsætte med at lindre sclerosens sympto­mer med cannabis. Og det huede hende ikke. 

”Det er da ubehageligt, at man aldrig helt kan vide, hvad der er i produkterne på det sorte marked. Og så er det bare lidt en verden, hvor jeg ikke føler, at jeg som patient hører hjemme.” 

Som sendt fra himlen – eller? 


Derfor var lykken gjort for Frede­rikke, da forsgsordningen gik i gang sidste år. Endelig ville det blive muligt at få fat i medicinsk cannabis, som var udleveret og produceret under ordnede forhold. 

”Jeg tænkte, at det var en fanta­stisk mulighed for at dæmpe mine symptomer med medicinsk canna­bis uden at føle mig halvkriminel og usikker på, hvad der egentlig var i produktet,” siger hun. 

Det er jo frygteligt, hvis lægernes manglende vilje til at udskrive recepter ender med at tvinge patienter ud på det sorte marked. 

Men glæden varede ikke længe. Hverken Frederikkes egen læge eller scleroseklinikken i Aarhus ville udskrive en recept. 

For mange kampe at kæmpe 


Det var et hårdt slag for Frederikke, som i den periode kæmpede med en sclerose, der slog voldsomt igen, efter at hun havde reageret dårligt på noget nyt medicin. Derfor var det svært for hende at finde over­skuddet til også at kæmpe for den medicinske cannabis. 

”Som patient har man ikke altid kræfter til at tage endnu en kamp op. Jeg synes, at der er nok at kæmpe med i forvejen. Og så ender det med, at man enten ikke får det eller er nødt til at opsøge det andre steder,” siger Frederikke og fortsætter: 

”Det er jo frygteligt, hvis læger­nes manglende vilje til at udskrive recepter ender med at tvinge patienter ud på det sorte marked. Især når der faktisk er en forsøgs­ordning i gang, som burde afhjælpe netop det.” 

En lang næse 


Personligt er Frederikke bange for, at forsøgsordningen i sidste ende vil 
være et flop, da kun meget få læger har valgt at udskrive recepter på den omdiskuterede plante. 

”Som patient sidder man lidt med en lang næse. Hvis der ikke bliver udskrevet noget cannabis, får de jo heller ikke nogen erfaringer med produktet. Og det er da en skam,” siger Frederikke. 

Hun understreger, at hun stadig selv vil gøre en indsats for at se, om hun i fremtiden kan få udskrevet en recept. 

”Jeg ville bruge den lovlige medicinske cannabis, hvis jeg kunne. Jeg ved, at jeg har gavn af det. Og så vil jeg bare så gerne have det fra et sted, hvor jeg faktisk ved, at det er ordentligt,” afslutter hun.  

Endnu et forsøg 


Et par timer efter snakken med Frederikke tikker der en besked ind i min indbakke. Fra profilbilledet smiler Frederikkes ansigt til mig, men beskeden rummer et anderle­des budskab – og en håndfuld emo­jis med nedadvendte mundvige:

 ”Jeg talte med min neurolog i dag, lige efter at du var gået. Jeg spurgte igen til den medicinske cannabis. Svaret er stadig nej.” 

Scleroseforeningen har bedt Frederikkes scleroseklinik på Aarhus Universitetshospital om en kommentar, men hospitalet oplyser, at de ikke udtaler sig om enkeltsager. 
 

Der er ingen kommentar endnu